Svenske sygeplejersker strømmer til

På få år er antallet af svenske sygeplejersker i Danmark mangedoblet. Lønnen er bedre i Danmark, hvor der tillige er mangel på sygeplejersker, skriver Frederiksborg Amts Avis.

Flere svenske sygeplejersker vælger en dansk arbejdsplads. I
år 2000 fik bare 26 svenske sygeplejersker autorisation til at
arbejde i Danmark. Sidste år var antallet steget til 186 svenske
sygeplejersker. Bedre løn- og ansættelsesvilkår lokker de
svenska sjuksköterskor til at få dansk autorisation.- Vi har en
massiv mangel på sygeplejersker i Danmark, og det har
konsekvenser. Eksempelvis forringes patienternes sikkerhed og
sygeplejerskernes arbejdsmiljø. Ikke mindst derfor skal vi tage
imod de svenske sygeplejersker med åbne arme, siger Grete
Christensen, fungerende formand for Dansk Sygeplejeråd, der
offentliggør tallene i dag.Ifølge Grete Christensen har der
altid været vandring af udenlandske sygeplejersker til Danmark
og danske sygeplejersker til udlandet. - Det er en stor fordel,
at sygeplejersker kan tilegne sig erfaringer i andre lande end
deres hjemland. Og så længe kvaliteten i sygeplejen er på niveau
med de krav, vi stiller i Danmark, hvilket autorisationen jo
sikrer, så ser jeg ikke noget problem, siger Grete Christensen
og understreger, at det er det enkelte lands ansvar, at der
uddannes sygeplejersker nok til at klare den hjemlige
efterspørgsel.- Tilgangen af udenlandsk uddannede sygeplejersker
i Danmark løser ikke vores mangel på sygeplejersker, siger hun.
Ifølge tal fra Dansk Sygeplejeråd mangler der i dag 2.500
sygeplejersker på landsplan. Hos Vårdförbundet, der er den
svenske søsterorganisation til Dansk Sygeplejeråd, mener
forbundssekretær Eva-Lisa Krabbe, at udviklingen kan præge løn-
og ansættelsesvilkårene i positiv retning for sygeplejerskerne i
Sverige. - Det medfører øget konkurrence om sygeplejerskernes
arbejdskraft. Konkurrencen kan påvirke sygeplejerskernes
lønniveau, således at lønnen stiger, forklarer Eva-Lisa Krabbe.