Foto: TV2/Lorry (arkivbillede)

Svensk flyskat kan give flere afgange fra København

Et nyt forslag fra den svenske regering vækker kritik hinsidan – men for Københavns Lufthavn kan det være godt nyt.

For at mindske miljøpåvirkningen fra flytrafikken, vil den svenske socialdemokratisk ledede regering indføre en passagerafgift på alle flyafgange.

Det bliver et element i finanslovsforslaget for næste år, meddelte Sveriges finansmarkeds- og forbrugerminister, Per Boulund, Miljöpartiet, torsdag.

Forslaget om skatten vækker massiv kritik fra både virksomheder og organisationer i Sverige – men den kan meget vel være rigtig godt nyt for Københavns Lufthavn.

Vi har advaret om konsekvenserne. Afgange vil blive flyttet til København

Anna Wilson, generalsekretær for Svenskt Flyg

Dansk afgift røg for ti år siden

Den daværende VK-regering afskaffede nemlig en lignende afgift på 75 kroner pr. passagerer tilbage i 2007, fordi den påvirkede dansk økonomi negativt.

Dermed fremstår Københavns Lufthavn som et oplagt og billigere alternativ til at flyve fra Sverige, påpeger generalsekretær for Svenskt Flyg, Anna Wilson.

- Vi har advaret om konsekvenserne. Afgange vil blive flyttet til København, siger hun til SVT Nyheter.

Læs også Gigantisk udbygning i Københavns Lufthavn: SAS er ikke glade

Både Norwegian og SAS overvejer mere trafik fra København

Flyselskabet Norwegian har allerede sagt, at man ikke vil åbne flere ruter og afgange fra Arlanda-lufthavnen i Stockholm, hvis den nye afgift bliver indført. Og det regner den svenske regering altså med, at den bliver.

- Det enkleste vil være at flyve den vestgående trafik via Oslo og trafikken til Europa fra København, siger Norwegians administrerende direktør Bjørn Kjos til det svenske nyhedsbureau TT. 

Den norske regering har en lignende afgift, som det regeringsbærende parti Høyre nu påtænker at afskaffe efter at den har været i kraft i blot syv måneder. 

SAS gør sig samme overvejelser som Norwegian. 

- En passagerafgiften vil gøre det til en dårlig forretning at drive langdistanceruter fra Sverige. Vi vil derfor, hvis flyskatten bliver vedtaget, overveje at flytte eksisterende ruter til København, siger informationschef i SAS, Knut Morten Johansen, til TV 2 Lorry. 

Rejser inden for Europa skal efter planen beskattes med 80 svenske kroner, rejser uden for Europa med 280 kroner og rejser, der er længere end 6.000 km, med 430 kroner. Børn under to år skal fritages.