ARKIVFOTO Foto: Claus Bech / Scanpix

Supersygehus: Glaspartier til sengestuer vækker bekymring

Regionens politikere snart nikke ja til sengestuernes udformning på Supersygehuset i Køge. Der er bare ét graverende problem, mener politiker.

Ville du være tryg ved at både sygehuspersonale og forbipasserende besøgende kan kigge ind til dig fra gangen, når du ligger indlagt på et sengeafsnit?

Og hvordan ville du have det som forbipasserende, der kan være vidne til diverse drops, urin- og blodposer, der hænger ved sengen hos mange patienter?

Det vil regionsrådspolitiker og medlem af regionens udvalg for sygehusenes behandlingstilbud, Kirsten Rask (S), nu spørge sine politiske kollegaer fra regionsrådet om. Det skriver Dagbladet fredag.

Efter sommerferien skal politikerne nemlig stemme ja til planerne for sengestuernes udformning på det kommende universitetssygehus i Køge.

Efter planen skal de mange patientstuer udformes med store glaspartier mellem patientstuer og gang - angiveligt for at sikre, at der kommer så meget dagslys til patienterne som muligt.

- Ønsket om lys på stuerne kan virke sympatisk. Men jeg kan godt være bekymret for, at det giver for meget transparens, hvor man ikke får sikret patienten eller dem ude på gangen diskretion, siger Kirsten Rask til Dagbladet.

Hendes ønske er, at man enten flytter glaspartierne op mod loftet - eller helt dropper idéen, skriver avisen.

S-politikeren mener nemlig, at erfaringerne fra det nye psykiatrisygehus i Slagelseviser, at gennemsigtige vægge på sygehuse rejser forskellige etiske dilemmaer.

Ifølge Kirsten Rask er flere af patienterne kede af, at man her kan kigge ind til dem, når de har private og svære samtaler med psykiatere.

Men der bør også tages hånd om de besøgende og personalet, der kan komme til at se ting, som kan virke stødende.

- Jeg er selv sygeplejerske, og jeg ved, at ikke alle patienter er lige diskrete med deres egen krop. Hvis nu Hr. Hansen gerne vil ligge og kigge ud, mens han tisser i en kolbepose, kan det også virke stødende på nogen. Der skal der være mulighed for, at personalet kan sikre diskretionen begge veje, siger Kirsten Rask til Dagbladet.

Ifølge formanden for sygehusenes behandlingstilbud i Region Sjælland, er spørgsmålet da også relevant.

- Tanken med store vinduer er at sikre lysindfald, der kan give et lyst og venligt miljø, der også kan virke helbredende, siger Christian Wedell-Neergaard (K) til avisen og fortsætter

- Men selvfølgelig skal det sikres, at der ikke er indsigt til patienterne, hvis eksempelvis en ældre patient bliver behandlet eller skal have skiftet ble. Men der vil komme mulighed for afskærmning eller afblænding, som kan beskytte patienten.