Sundhedsordfører i 'lovestorm' efter slik-skældud

'Han råbte og bandede af mig'. Sundhedsordfører blev ringet op af vred mand, fordi hun havde spist slik til aftensmad. Nu får kun kærligheden at føle på Facebook.

Den konservative sundhedsordfører Mette Abildgaard nyder i øjeblikket stor opbakning på Facebook, hvor et opslag om slik indtil videre har fået 27.000 likes med på vejen.

I opslaget fortæller den 27-årige Abildgaard om, hvordan hun den anden dag blev ringet op af en mand, der skældte hende hæder og ære fra, fordi hun som sundhedsordfører havde tilladt sig at spise slik til aftensmad. 

Det skete, efter Abildgaard havde lavet en ganske kort Facebook-opdatering med et billede af en pose slik og teksten: 'Endnu en lang dag på Marienborg + jeg er alene hjemme = Bland selv slik til aftensmad!' 

Det var mere, end en mand fra Kongens Lyngby kunne have indeni sig selv. 

- Han ringede til mig, og så fik jeg et møgfald over, at jeg som sundhedsordfører kunne finde på at spise slik til aftensmand. Han råbte og bandede af mig, og jeg sagde til ham, at det skulle jeg nok selv bestemme, og så blev han om muligt endnu mere vred, siger Mette Abildgaard til TV 2 Lorry. 

Inden manden ringede, havde han kontaktet Ekstra Bladet, som søndag skrev en artikel med titlen: 'Slikpose til 30 kr forarger: Se sundhedsordførers aftensmad'.

Artiklen fik atter Mette Abildgaard til tasterne, og det er det opslag, flere end 27.000 mennesker indtil videre har 'liket'. Her skriver politikeren blandt andet:

'Sagen var den, at jeg havde brugt hele dagen på Marienborg med statsministeren, og da jeg kom hjem om aftenen, var kræfterne ikke store. Jeg kiggede ind i den lokale thai-restaurant for at købe mad med hjem, men der var en halv times ventetid. Det orkede jeg ikke, så jeg blandede i stedet en slikpose, og det blev så min aftensmad. Eller det vil sige, jeg spiste faktisk ikke så meget, før jeg faldt i søvn. Journalisten ville så vide, hvad jeg gjorde med resten: "Jo, det spiste jeg da naturligvis til morgenmad" = Skandalen komplet!' 

Reaktionen på opslaget er kommet bag på den nordsjællandske politiker.

- Det er helt vildt. Det er jo nærmest en lovestorm, jeg er kommet ud i. Der er kommet 1600 kommentarer, og jeg har kun set en eller to negative. Folk har sendt mig sympati-billeder, hvor de også spiste slik til aftensmad. Mange skriver, at det er fedt, at politikere også er helt almindelige mennesker, der kan være for trætte til at lave mad efter en lang arbejdsdag, siger Mette Abildgaard til TV 2 Lorry.   

På spørgsmålet om, hvorvidt det er okay, at en sundhedsordfører spiser - og offentliggør billeder af - bland-selv-slik til aftensmad, siger Mette Abildgaaard: 

- Jeg synes ikke, det er fair at stille som krav til politikere, at man skal være bedre end alle mulige andre. Jeg træner tre gange om ugen, og jeg lever ret sundt. Vi må også respektere, at der er et frit valg. Det er et personligt regnskab, og jeg vil ikke bruge min Facebook-profil som et udstillingsvindue for, hvor perfekt jeg er. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik