Foto: Simon Skipper / Scanpix

Strejken i Københavns Lufthavn fortsætter

Strejken i Københavns Lufthavn fortsætter på tredje døgn. Nu har Arbejdsretten pålagt de ansatte at genoptage arbejdet.

Siden tirsdag har ansatte hos cateringfirmaet Gate Gourmet strejket i Københavns Lufthavn. I alt 500 ansatte har nedlagt arbejdet, og de nægter stadig at gå tilbage på job. Ifølge fagbladet 3F har Arbejdsretten nu pålagt alle, der efter vagtplanen skal på nattearbejde i Gate Gourmet klokken 20.30, at møde ind.

Hvis alle ansatte i Gate Gourmet ikke genoptager arbejdet, kan der komme et nyt møde i Arbejdsretten en af de kommende dage, som kan føre til, at de bliver pålagt en bod.

- Tillidsfolkene er ved at finde ud af, hvem der skal på arbejde her til aften og kontakte dem for at fortælle dem, at de skal vende tilbage på job, siger Henrik Bay-Clausen, formand for 3F Kastrup, ifølge fagbladet.

Læs også Strejke breder sig i Københavns Lufthavn

Henrik Bay-Clausen siger, at strejken skyldes, at ledelsen har opsagt en række personalegoder. Det er blandt andet ekstra ferie til ansatte over 50 år, en aftale om orlov med delvis løn og støtte til kiropraktor og fysioterapeut, der er sløjfet.

Endnu ingen aflyste fly

Cateringfirmet står blandt andet for at tilberede flymad til de fleste flypassagerer i Københavns Lufthavn og fjerne det affald, flyene kommer hjem med.

Ifølge Københavns Lufthavns hjemmeside har strejken indtil videre ikke ført til aflyste fly, og fagbladet skriver, at flyene har fået lov til at tage deres madaffald med sig, så det kan blive taget af flyene i udlandet. Affaldet skal blot være kølet ned.

LO og DA skal mødes igen fredag klokken 10 for at forsøge at finde en løsning.

Læs også Efter personalestrejke: Mange fly forsinket