Stort tyveri fra ældre plejehjemsbeboere kunne være undgået

Foto: TV2/Lorry

En tidligere formand for beboer- og pårørenderådet på plejecenteret Nymosehave i Vangede forsøgte i flere år at få lavet det regnskabssystem i centrets cafe om, der var årsag til, at tyveriet kunne foregå.

Anna Marie Frederiksen var gennem ni år formand for pårørende- og beboerrådet på Plejecentret Nymosehave i Gentofte Kommune. Gennem alle årene forsøgte hun at råbe den i dag afskedigede forstander op omkring plejecentrets cafe:

- Han orkede ikke at høre på mig mere i forhold til den sag, så ofte bragte jeg det på banen. Men jeg syntes, det var fuldstændig umuligt at gennemskue, hvad der foregik ved den kasse, så jeg ville have det lavet om, siger Anne Marie Frederiksen.

Tirsdag kom det frem i TV2/Lorry, at en ansat på plejecentret Nymosehave gennem tre år havde stjålet 427.371 kroner fra i alt 38 beboere. Tyveriet var foregået via en kasse i caféen, som ikke blev bogført eller kontrolleret ifølge reglerne.

Den ansatte gik til bekendelse og blev bortvist, og mandag blev forstanderen ligeledes afskediget.

En uoverskuelig jungle

Anne Marie Frederiksens egen mor lå gennem 14 år på plejecentret, og hun har ikke andet end ros tilovers for plejepersonalet, men det gælder ikke omgangen med de ældres penge i cafeen.

- Det hele røg bare ned i én samlet kasse og hvis man fik en kvittering, stod der bare mad eller diverse. Jeg kunne ikke gennemskue det, så hvordan skulle en ældre lettere senil så kunne det, spørger hun i dag.

Det overraskede hende heller ikke, da nyheden om tyveriet kom frem:

- Jeg ringede også til en beboer på plejecentret, han sagde det samme som mig. Det var jo hvad man kunne have forventet.

Se hele historien i vores udsendelse kl. 19.30.