Stort flertal i Holckenhus-sag: Blackstone får sin byggetilladelse

Et stort flertal i Borgerrepræsentationen i København har torsdag aften stemt ja til at Blackstone får byggetilladelse i omstridt kunstnerhus.

Holckenhus karreen i indre København. Bygningen ses her fra H. C. Andersens Boulevard. Foto: Thomas Lekfeld - Ritzau Scanpix

Beboerne i det kulturhistoriske Holckenhus i København har kæmpet med næb og klør mod den amerikanske ejendomsgigant Blackstone, der vil omdanne bygningens historiske tag-atelierer til luksuslejligheder.

Men torsdag aften blev det sidste håb slukket, da et stort flertal i Borgerrepræsentationen stemte for, at Blackstone kunne få deres byggetilladelse.

Kun Dansk Folkeparti stemte imod, mens Alternativet undlod at stemme.

- Man skal altid have respekt for et flertal, der beslutter noget. Men det, som jeg synes, er problemet, det er, at vi også har en pligt til som politikere at undersøge alting, inden vi tager endelige beslutninger. Og det synes jeg langt fra er tilfældet her, siger Dansk Folkepartis Finn Rudaizky, der er medlem af Teknik- og Miljøudvalget, til TV 2 Lorry.

Han mener ikke, at der er blevet kigget tilstrækkeligt på den fredningsanmodning, som beboerne i Holckenhus for nyligt har indgivet til Slots- og Kulturstyrelsen.

- Det synes jeg er meget, meget forkert set fra almindelig forvaltningsmåde at håndtere tingene på, at man ikke får belyst det spørgsmål, men bare skynder sig lidt og giver Blackstone det grønne lys. Det er betænkeligt, og beboerne og kunstnerne er de store tabere, siger Finn Rudaizky.

Socialdemokratiets Marcus Vesterager, der er medlem af Socialudvalget og medlem af Teknik- og Miljøudvalget, er ked af sagens udvikling, men mener ikke, at det kunne være faldet ud anderledes.

- Jeg er trist over at se, hvad der sker i Holckenhus, og vi ville allernødigst gøre det, men Blackstone har krav på det. Selvom ingen støtter, det der foregår, så bliver vi nødt til at gøre det som politikere – det er en del af vores hverv, siger Marcus Vesterager til TV 2 Lorry.

Har huset kunstnere siden 1892

Ejendommen ligger lige overfor kunstmuseet Glyptoteket i København, og har har i årevis huset nogle af landets største kunstnere. 

Derfor er Holckenhus ikke er helt uden betydning i kunstmiljøet - eller for den danske kunsthistorie.

Siden 1892 har billedkunstnere arbejdet og boet i ateliererne i Holckenhus, der ligger midt i København.

Store kunstnere som P.S. Krøyer, Emil Nolde og Jens Birkemose har alle været der, boet der og skabt deres kunst der.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik