00:51

Stort antal politihunde sættes ind i jagt på gerningsvåben

Københavns Vestegns Politi fortsætter i dag med at lede efter det våben, der blev brugt til at skyde betjent i hovedet

En mand er varetægtsfængslet. En betjent ligger hårdt såret på et hospital efter et skud i hovedet. Men gerningsvåbnet mangler.

Købehavns Vestegns Politi gennemføre en storstilet eftersøgning for at få fat i den pistol, der blev brugt, da en politibetjent i går morges blev skudt ned ved politigården i Albertslund.

-Vi indsætter et stort antal hunde og får hjælp fra en række andre politikredse i landet, lyder det fra Københavns Vestegns Politi.

Skuddet fald ved Politigården i Albertslund, og den formodede gerningsmand blev anholdt godt fire kilometer væk på Husby Allé ved Roskildevej. Og politiet mener, at den pistol, der blev brugt, skal findes i det område.

Også i går ledte de med hundepatruljer - men uden held. Nu er der altså sat endnu flere hunde ind i jagten på våbenet. Dels er det vigtigt i den fortsatte efterforskning af sagen, og  samtidig kan det være livsfarligt, hvis børn eller nysgerrige sjæle finder den formentlig ladte pistol, der formentlig blev stjålet mandag aften i en skytteklub i Rødovre.

Ifølge Københavns Vestegns Politi er tilstanden hos den betjent, der blev skudt ned, stadig kritisk - og uforandret - i forhold til i går.