Arkivfoto Foto: TV2/Lorry

Stormflods-ofre i nervepirrende klemme

"Det er dit forsikringsselskab, der beder Stormrådet om at udbetale erstatning for dine skader. Så snart Stormrådet har modtaget besked fra forsikringsselskabet om udbetaling, vil erstatningen blive overført til din konto inden for fem dage".

Sådan står der på Stormrådets hjemmeside, men det er ikke sådan at hundrevis af stormflodsramte borgere i Isefjorden og Roskilde Fjord oplever det, oplyser DR Sjælland.

Borgerne oplever derimod en sen, for ikke at sige manglende behandling af deres sager.

Mange af dem har - her tre måneder efter stormen - endnu ikke fået at vide, om eller hvor meget de får udbetalt til at genopføre deres hus eller sommerhus.

Og det er dybt frustrerende, siger borgerne.

Formand i Stormrådet, Karen Westerbye-Juhl erkender overfor DR Sjælland, at arbejdet mellem forsikringselskaberne og Stormrådet ikke har fungeret godt nok:

- Ordningen, som vi har nu, er ny. og det er klart, at vi kunne have ønsket os en mindre stormflod, som vi kunne have "prøvet den nye ordning af på". Nu fik vi en meget voldsom stormflod, og det skabte problemer, siger hun.

Problemerne var blandt andet samarbejdet med forsikringsselskaberns taksatorer.

Stormflodsramte får forskellige beskeder

De stormflodsramte borgere føler, at de får én besked af taksatorerne og én anden besked på Stormflodrådets hjemmeside.

Kare Westerbye-Juhl siger, at det er en af de fejl, som man skal have rettet op på:

- Vi kunne have undervist forsikringsselskabernes taksatorer endnu bedre, siger Karen Westerbye-Juhl.

- Vi lærer af den voldsomme stormflod og skal kunne forklare borgerne det bedre en anden gang, siger hun til Dr Sjælland.

En af dem, der sidder dybt frustreret tilbage, er Henrik Jensen på Orø.

Han ejer øens campingplads, og han har siden stormen den 6.december forsøgt at få at vide, hvor stor erstatning han kan få, så han kan få genopbygget sin campingplads unden sæsonstarten til påske:

- Men jeg har ikke hørt noget, og er blevet affærdiget af forsikringsselskaber med besked om, at der er nogen, der har det værre end mig. Jeg har måtte gå til min bank og låne flere hundrede tusine kroner, for campingpladsen skal jo stå klar, siger han til DR Sjælland.

Henrik Jensen frygter, at erstatningen og de udgifter han reelt har ikke står mål med hinanden:

- Jeg kan ikke sige andet end jeg er nervøs og har ondt i maven. Hvis ikke jeg får en erstatning, der svarer til mine udgifter, så er jeg bange for at min campingplads ikke overlever, siger han til Dr Sjælland.