Arkiv foto Foto: TV 2 Lorry (arkivfoto)

Store skader ved københavnsk tagbrand

Trapperne er brændt væk i ejendom i Valby under voldsom brand. Gavl og to skorstene kan styrte ned.

Trapperne er brændt væk i den ejendom på Valbygårdsvej i Valby, der tirsdag blev ramt af en voldsom tagbrand, og det gør det svært for brandfolkene at arbejde på stedet.
      - En gavl er ved at styrte sammen, og det gælder også to skorstene, oplyser indsatsleder Kristian Levy fra Københavns Brandvæsen onsdag.
      - Med københavnske mål er det ikke en atypisk stor tagbrand, men den har fået ret store konsekvenser, siger Kristian Levy.
      Skaderne er større end normalt, fordi ilden er kommet ned i ejendommens lejligheder og har forvoldt store ødelæggelser, forklarer han.
      Brandfolkene kan ikke komme ind i ejendommen for at arbejde.
      - Trapperne er brændt væk, så vi har ikke noget at gå på, siger Kristian Levy fra Københavns Brandvæsen.
      En bygningsinspektør har desuden vurderet, at der er fare for, at en gavl og to skorstene styrter ned.
      Blandt andet ved hjælp af et termisk kamera forsøgte brandfolkene onsdag at lokalisere de steder, hvor ilden blusser op igen. Derefter sprøjtes der vand på.
      Cirka 200 mennesker blev evakueret tirsdag og fik ly i det nærliggende Sankt Annæ Gymnasium, hvor de fik rådgivning af medarbejdere fra Københavns Kommune.
      Beboere fra tre opgange skal nu genhuses, vurderer brandvæsenet.
      Specialister fra Københavns Politi skal nu i gang med at klarlægge årsagen til brandens opståen.