Københavns Politi besøgte syv forskellige adresser på vestegnen og i København. Foto: Scanpix

Fem fængslet efter politiet fandt våben og jointfabrik

Fem mænd er blevet fængslet efter en stor ransagning på syv adresser på Københavns Vestegn og i København.

To skarpladte pistoler, en pistol uden isat ammunition, en ikke funktionsduelig revolver, en signalpistol, over tre kilo hash, en såkaldt jointfabrik og godt og vel 170.000 kroner blev fundet ved en stor ransagning i går.

Københavns Politi foretog  ransagninger på syv adresser i København og på Københavns Vestegn.

Ransagningerne blev foretaget på baggrund af efterforskningen i forbindelse med de mange skyderier i Storkøbenhavn i efteråret 2016.

- Det er en sag, vi har arbejdet på i over en måned, og så valgte vi at slå til i går. Vi gik specifikt efter våben, og det fandt vi. Så jeg ser det som en succes, siger politikommissær Steffen Steffensen fra afdelingen for organiseret kriminalitet i Københavns Politi til TV2 Lorry.

I forbindelse med ransagningerne blev seks mænd anholdt. De er i alderen 19-29 år.

-Det er med stor tilfredshed, at vi efter nogle måneders efterforskning nu kan få fjernet endnu nogle våben fra bybilledet. Det kan forhåbentligt være med til at forhindre, at der sker nye skyderier i det offentlige rum, siger politikommissær, Steffen Thaaning Steffensen, afdelingen for organiseret kriminalitet hos Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Ingen af de anholdte er registrerede bandemedlemmer, men flere af dem har berøring med flere af de personer fra bandemiljøet, der i efteråret har været en del af de mange skyderier i Storkøbenhavn.

Fem af ud af seks anholdte blev i dag fremstillet i grundlovsforhør, og alle fængslet i fire uger. Den sidste - en 25-årig mand - blev løsladt efter afhøring og er sigtet for overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer.

Ud over de våben der blev fundet under ransagningen i går, så har afdeling O alene, beslaglagt 12 våben i år.