Foto: TV2/Lorry

Stor optimisme hos Nordsjællands erhvervsliv

Ordrebøgerne vokser. Antallet af medarbejdere vokser. Der er travlhed, omsætning, stigende eksport og produktion i flere virksomheder i Nordsjælland, skriver Helsingør Dagblad.

Ifølge en ny undersøgelse, foretaget af Lederne, er der stor optimisme at spore i erhvervslivet i Nord- og Østsjælland.

På landsplan er 1000 privatansatte virksomhedsledere blevet bedt om at vurdere udsigterne for deres virksomhed i den første halvdel af 2014. 149 af lederne er fra virksomheder i Nord- og Østsjælland.

Ifølge Ledernes undersøgelse tror 60 procent af de lokale ledere på en stigende omsætning, mens 28 procent kalkulerer med en omtrent uændret omsætning næste år.

- Allerede i løbet af sommeren og efteråret har vi tydeligt kunne mærke, at der er ved at komme gang i hjulene i det lokale erhvervsliv og flere virksomheder har udvidet medarbejderskaren. Både i forhold til de økonomiske nøgletal og beskæftigelsen er optimismen stor hos virksomhederne, siger Henning Kokholm Brænder, afdelingsformand for Lederne Nordsjælland.

Virksomhed kan mærke, kommunerne har skruet op for infrastruktur

Ifølge Helsingør Dagblads rundringning til flere virksomheder i Helsingør Kommune, kan flere virksomheder nikke genkendende til optimisme og voksende ordrebøger.

I entreprenørvirksomheden Barslund A/S i Kvistgård ser ordrebøgerne næsten bedre ud end nogensinde, med økonomidirektør Mette Barslunds egne ord. Og de 280 medarbejdere, der nu er ansat, svarer til næsten en fordobling i sammenligning med antallet for nogle år tilbage.

- Vi kan tydeligt mærke, at kommunerne har skruet lidt op for infrastrukturen, efter den har ligget helt stille i flere år. Det gælder veje, cykelstier, rundkørsler og flere andre anlæg. Vejdirektoratet har også afsat mange, mange penge til anlæg, så det mærker vi meget positivt, siger økonomidirektør Mette Barslund, entreprenørvirksomheden Barslund A/S i Kvistgård.

Medarbejderstab vokset

I landmålervirksomheden Spotland A/S, der er en del af Barslund-gruppen, er medarbejderstaben på ganske kort tid vokset fra fem til 25 ansatte.

- Vi er dog fortsat opmærksomme på, at der skal repareres og fyldes lidt op efter krisen, så vi holder fortsat tilbage med flere ting, blandt andet på de mange telefonsælgere og kursusudbydere, der er meget fremme. Det er et af de områder, hvor vi valgte at spare under finanskrisen, fortæller økonomidirektør Mette Barslund til Helsingør Dagblad.

I virksomheden Cobalck i Kvistgård, leverandør og rådgiver af rørledningstilbehør til alle typer rør til gas, vand, olie, fjernvarme, raffinaderier, renseanlæg, vandværker, vindmøller, broer, bygninger, offshore og flere andre områder, mærkes især øget aktivitet i offshore-branchen.

- Vores kundegruppe er meget bred og vi har derfor klaret os ret godt gennem krisen. Men det er helt tydeligt nu, at specielt offshorebranchen er kommet i gang igen. Vi mærker også på vores fragtmænd og speditører, at de har fået meget mere at lave, siger indehaver af Cobalck, Rikke Dahlgaard.

Hotel Sleep to Night, Fabriksvej i Helsingør, ændrede allerede under finanskrisen sin prisstrategi. Hotellet valgte at sætte priserne ned.

Strategien har vist sig at give bonus, for hotellet melder om travlt og god belægning.

- Andre hoteller gik ikke den vej, vi gjorde under krisen. Men vi har travlt og det har været det rigtige for os, der også er et håndværkerhotel. Når der foregår større anlægsarbejder i området, kan vi tydeligt mærke det.

Og vi klager ikke, det går fint, siger hotelmanager Tina Nørrefriis.