Stor interesse for letbanen: Investeringer for 32 milliarder på vej

01:03

Kort nyt

Der er stor interesse fra investorer langs det område, hvor letbanen skal strække sig. Vurderingen er, at det vil give investeringer for 32 milliarder.

Hovedstadens Letbane nærmer sig. Planen er at byggeriet skal gå i gang allerede næste år. 

Og vurderingen er, at den nye letbane i hovedstadsområdet vil være en endnu stærkere vækstmotor, end man først har beregnet.

Læs også Disse tre sager afgør valget i Glostrup

Seneste analyse fra konsulenthuset "Incentive" viser, at den nye letbane i hovedstaden i øjeblikket får rigtig mange firmaer til at investere langs banen.

Investeringer fra private ligger på 32 milliarder  

Beløbet for private firmaers investeringer ligger nu helt oppe på 32 milliarder kroner ude i kommunerne omkring København.

Før lå vurderingen på kun 20 milliarder kroner.

Vi kan se, at vi tiltrækker investeringer. De investerer i virksomheder. Vi får flere firmadomiciler langs med letbanen. Mange arbejdspladser.

Trine Græse, næstformand i  Hovedstadens Letbane, borgmester i Gladsaxe   

Derudover viser beregninger, at letbanen vil give godt 36.000 ny arbejdspladser ude i omegnskommunerne.

  - Vi kan se, at vi tiltrækker investeringer. De investerer i virksomheder. Vi får flere firmadomiciler langs med letbanen. Mange mange arbejdspladser. Og også investorer der vil investere i flere boliger langs med ringvejen ( red. ..Ringvej 3 ), siger næstformand i Hovedstadens Letbane, Trine Græse, der også er borgmester i Gladsaxe. 

Vil tiltrække 32.000 nye borgere

Samtidig er vurderingen fra konsulenthuset "Incentive", at letbanen vil trække omkring 32.000 nye borgere ind til kommunerne omkring hovedstaden. Trine Græse kan se store muligheder for udvikling. 

Læs også Disse tre sager afgør valget i Vallensbæk

- Letbanen bliver en vækstdriver for hele storkøbenhavn. Det giver nogle muligheder for at udvikle nogle erhvervsområder, som måske har været lidt nedslidte. Og det giver også nogle muligheder for at skabe nogle vigtige nye spændende byrum ved letbanestationerne. 

Ikke alle står bag

Men helt sammentømret er kommunerne udenfor København ikke, når det kommer til at bakke op om  den nye letbane.

I den nordsjællandske kommune Lyngby-Taarbæk er den konservative Sofia Osmani ligefrem klar til at trække sig fra samarbejdet om letbanen, hvis hun vinder kommunalvalget.

Læs også Disse tre sager afgør valget i Lyngby-Taarbæk

Til det siger næstformanden i Hovedstadens Letbane, Gladsaxes borgmester Trine Græse, at det efter hendes vurdering bliver ovenud svært for Lyngby-Taarbæk med Sofia Osmani i spidsen, at trække sig.

Medmindre Sofia Osmani kan skaffe opbakning fra yderligere fem kommuner, og dermed opnår et flertal.