Stor glæde i små klubber over gave fra festival

Med et rekordstort overskud på 20,4 millioner kroner kan Foreningen Roskilde Festival sende større donationer ud til hele verden end nogensinde før. Men en del af pengene bliver delt ud lokalt i mindre portioner, skriver DAGBLADET Roskilde.

Således har 14 Roskilde-foreninger fået hver 35.000 kroner, som er øremærket til foreningernes børne- og ungdomsarbejde. Og de uventede gaver gør en mærkbar forskel, forsikrer Torben Algreen-Petersen, formand for Vor Frue IF, som er blandt de foreninger, der blev betænkt.

- For os i Vor Frue har det kæmpe perspektiv. Vi er den oversete del af Roskilde, hvor der ikke sker nogen udvikling, og hvor vi kæmper for at holde liv i vores skole og vores købmand. Der spiller idrætsforeningen en rolle, og derfor er det også vigtigt, at idrætsforeningen er i stand til at tiltrække unge som medlemmer, og på den måde er det virkelig noget, der kan gøre en forskel for hele byen. Så det er superfedt at blive beriget med sådan en gave, siger Torben Algreen-Petersen, som er formand for Vor Frue IF.

Bokseklubben AIK Roskilde er en anden forening, der mærker festivalens velgørenhed. Med pengene fra festivalen kan klubbens unge boksere se frem til næste sæson, som nu tegner ekstra spændende.

- Nu kan vi tage ud til nogle flere stævner, og det er en kæmpe gulerod for dem. De unge drenge knytter sig jo til deres trænere, som bliver som en slags reservefar, og turene til stævner i Jylland er socialt vigtige. Der ser man hinanden med morgenhår og lærer hinanden at kende, siger Anni Vang Jacobsen, som er klubbens kasserer.