Foto: Frederik Alexander Vording - TV 2 Lorry

Stikprøve til Distortion: Ingen barer bad 15-årige om ID

Alle barer solgte glædeligt alkohol, da to 15-årige piger torsdag deltog ved Distortion. Festivalen selv mener, at man lever op til sit ansvar.

Breezers, Mokai og hvidvin. Gajolshots, dåseøl og drinks.

Under Distortion bliver der langet masser af alkohol over disken i både kiosker, supermarkeder og barer - ja, sågar i tøjbutikker og pizzeriaer.

Men ikke mange steder bliver mindreårige spurgt om gyldig legitimation, når der handles alkohol.

Det viser en stikprøve, som Alkohol og Samfund foretog torsdag på Vesterbro. 

Her kunne to 15-årige piger, Sarah Gleerup og Kinza Olsen, begge købe alkoholiske drikke uden problemer. Ikke én eneste ansat bad om ID, da der blev bestilt alkohol eller taget imod kontanter. 

I alt blev 10 forskellige udskænkningssteder testet. 

Heriblandt en række kiosker på Istedgade samt en 7-Eleven-butik og en udendørs 7-Eleven-bar, der var sat op i dagens anledning. 

Også flere af de udendørsbarer, som skiltede med Distortions eget logo samt Tuborg Rås brand, serverede øl for pigerne. 

- Vi blev ikke rigtig spurgt om andet, end om vi skulle have mere. Så var det ellers bare tak og farvel. Der blev ikke sagt mere end det, fortæller Sarah Gleerup til TV 2 Lorry. 

00:48 Luk video

Altid nemt at skaffe alkohol

Ingen af pigerne er synderligt overraskede over resultatet. Det er nemlig altid ret nemt at skaffe alkohol, siger de. 

- Personligt køber vi ikke selv. Min mor køber, så der er styr på det. Men normalt kan man også godt få lov til det, fortæller Kinza Olsen til TV 2 Lorry. 

En tidligere undersøgelse af Alkohol og Samfund viste da også ligeledes, at mindreårige let kan købe alkohol. 

I 93 ud af 132 butikker blev der ikke spurgt om ID-kort, selvom man ifølge lovgivningen skal være 16 år for at købe øl og 18 år, hvis man vil købe stærkere spiritus. 

- De her stikprøver viser jo, at der er et stort problem med et overholde loven om udskænkning af alkohol til mindreårige, siger projektmedarbejder i Alkohol og Samfund Ina Johansen til TV 2 Lorry. 

- Distortion bør tage sit ansvar på sig, når de er en festival, som henvender sig til unge. De kender jo godt reglerne, da de har fået en bevilling af Københavns Kommune. Det er deres ansvar at overholde lovgivningen, tilføjer hun. 

Læs også Distortion fylder 20 år: Se her, hvordan festen startede

Distortion: Vi lever op til vores ansvar

Ifølge Distortions kommunikationschef, Mai Øvlisen, lever festivalen dog op til sine forpligtelser:

- Vi vil ikke servere for folk under 18 år. Jeg ved ikke, om de i barerne har forestillet sig, at pigerne har været over 18 år, for det er jo først, når man er i tvivl, at man beder om legitimation, siger hun.

- Det må i øvrigt stå for egen regning, hvad de gør i andre kiosker og barer, som ligger i vores festområde. 

Så du mener, at I gør det godt nok som festival?

- Ja. Der er tydeligt kommunikeret hele vejen fra os til vores barchefer og videre til personalet, at vi skal overholde reglerne. Men tak, fordi I gør os opmærksomme på problemet igår.

Det er ikke lykkedes i skrivende stund at få en kommentar fra 7-Eleven. 

hvad siger lovgivningen

Det er ikke tilladt at sælge:
  • tobak til unge under 18 år
  • e-cigaretter med eller uden nikotin til unge under 18 år
  • stærkere alkohol med 16,5 % eller derover til unge under 18 år.
  • alkohol under 16,5 % til unge under 16 år
  • snus – uanset køberens alder
Butikker, hvor der foregår detailsalg af tobak og alkohol, skal ved synlig skiltning informere om, at salget kun kan finde sted ved kundens forevisning af gyldig billedlegitimation, hvis sælgeren er i tvivl om, at kunden opfylder aldersgrænserne. 

Kilde: Sundhedsstyrelsen