Foto: Scanpix

Stevns slår et slag for bierne: Børn planter tusindvis af blomster

Ideen opstod hos børnene - og nu er Stevns en af fire bivenlige kommuner i Lorryland.

Bierne har det skidt.

Bestandene bliver mindre, og de flittige insekter har sværere og sværere ved at klare sig i et miljø, der mange steder er ekstremt påvirket af menneskets aktiviteter.

Men hvis bierne forsvinder, så er der ikke nogen til at bestøve blomstrende planter - som så heller ikke kan formere sig. Det har fået Stevns Kommune til at skabe modkultur - og nu forsøger de at trække i den modsatte retning.

Det er børn fra Store Heddinge Skole og institutionen Lærkehuset, der sår bivenlige planter på et udvalgt område i Strøby Egede.

Og det er faktisk børnene i Stevns Kommune, der har æren for, at deres kommune nu - helt officielt - har erklæret sig som bivenlig kommune.

På en naturfagsmesse på Store Heddinge Skole tidligere i år opstod idéen hos eleverne, og da de sidenhen deltog i et møde med Plan, Miljø og Fritids-udvalget, blev beslutningen truffet; Stevns blev bivenlig.

Honningbien har svære vilkår i øjeblikket - men flere kommuner forsøger nu at give den en hjælpende hånd Foto: Jens Nørgaard Larsen Ritzau Scanpix

- I Stevns Kommune ser vi det som rigtig god idé at fremme biernes levevilkår. Bierne har en store betydning i naturen og bestanden af bier falder år for år. Vi håber med vores tiltag at kunne være med til at understøtte biernes levevilkår fra tidlig forår til sent efterår. Specielt for de vilde bier, er en stor mangfoldighed i blomster hen over året meget vigtig, udtaler Formand for Plan, Miljø og Fritid, Flemming Petersen.

Fire kommuner er med

Det er organisationen Dansk Biavlerforening, der står for at acceptere kommuner som bivenlige kommuner. Kravet er, at de skal tilså et areal på mindst en hektar - det vil sige 10.000 kvadratmeter - med frø, der giver bivenlige planter. 

I Lorryland er foreløbig fire kommuner med i projektet.  Ud over Stevns er det Gribskov, Hørsholm - og Frederiksberg der er med.

- Der er særlige udfordringer for Frederiksberg, fordi de ikke har så meget jord. Der har man så gjort det, at man har amlet frø, der svarer til en hektar - halvdelen er sået ud i Grøndalsparken og rsten er paket i små poser, som man udleverer til borgere, der så sår dem ud i deres haver, forklarer Rune Havgaard Sørensen, der er sekretariatsleder i Dansk Biavlerforening.

Bevidstheden skal ændres

Han tilføjer, at det ikke er den hektar, som en kommune skal tilså, der gør det alene.

Læs også Gymnasiepiger har fået smart idé, der kan redde bierne

- Det handler om at bevidstheden om det sakl ændres. Og så har vi flere anbefalinger til kommunerne - for eksempel om, hvordan vejrabatter behandles, så der er blomster der, forklarer han.

På samme måde opfordrer biavlerforeningen også til, at områder ved trafikanlæg - for eksempel motorvejsramper - ikke bare tilsås med græs - men også med blomster, som bierne er glade for.

Læs også Insekterne dør: Der er ikke nok blomster