Stadig rod hos politiet

Politichefer og justitsministeren var torsdag på Nørrebro i København for at sprede tryghed og forsikre om politiets styrkede indsats. Men nøjagtig samtidig og kun få gader derfra lå kokken Alan Pedro Petersen og kæmpede med en råbende og sparkende tyv, grebet på fersk gerning. Selv om han to gange ringede alarm 112, afviste politiet ham med den begrundelse, at tyveriet var for småt.

Til slut måtte han lade tyven gå, skriver
Berlingske Tidende. »Jeg er så vred på politiet, « siger Alan
Pedro Petersen. Hans historie bakkes op af flere vidner på
stedet, og Københavns Brandvæsen modtog hans 112-opkald klokken
13.27 og 13.30, før de gik videre til Københavns Politi.
Politidirektør Hanne Bech Hansen erkender fejlen: »Der burde
være sendt en patrulje til stedet. Sagen vil indgå i de løbende
drøftelser, vi i Københavns Politis ledelse har om vores
betjening af borgerne.« Efter Berlingskes omtale af ca. 300
sager om politisvigt med syv tragiske tilfælde af omkomne -
besluttede regeringen og partierne bag politireformen at poste
843 mio. kroner mere i politiet, som til gengæld skulle blive
bedre til at rykke ud til borgerne. Det løfte skal
justitsminister Brian Mikkelsen (K) indfri, men det var i går
ikke muligt at få en kommentar. »Borgerne er jo fuldkommen
magtesløse. Det er dybt utilfredsstillende, at politiet ikke
kommer ud. Skulle det her være den nye stil? Det er en helt skæv
start for reformen af reformen,« siger DFs retsordfører, Peter
Skaarup.