Foto: TV2/Lorry

Sommerhuse på vej i Kattegat

Bliver der ikke snart gjort noget, risikerer en række grundejere i Vejby Strand nær Rågeleje at miste deres sommerhuse til havets erosion. Husejerne har ellers en uspoleret udsigt over Kattegat, men nyeste udregninger fra rådgivningsfirmaet Cowi viser, at det første hus allerede om 10 til 15 år risikerer at styrte i havet, skriver Frederiksborg Amts Avis.

- Det er stærkt bekymrende, for sommerhusene har ingen beskyttelse overhoved, forklarer Christian Helledie, projektleder i Cowi.

Han ser særligt et problem i at andre grundejerforeninger langs nordkysten har opført bølgebrydere, som stjæler sandet fra det berørte område, en cirka 22 meter høj klint, som på grund af den ringe beskyttelse eroderer i et stadigt hurtigere tempo.

- Det er primært læsideerosion som er hovedproblemet. Derfor vil vi gerne have beskyttet skråningen, så sommerhusejerne ikke kommer til at bøde for andres strandbeskyttelse, forklarer projektlederen til Frederiksborg Amts Avis.

I et forsøg på at standse erosionen er grundejerne tvunget til at finde penge til deres egne bølgebrydere, samt til en sandfodring, der ifølge et skitseprojekt fra Cowi vil kunne sætte en effektiv stopper for problemet. Men kommunen stritter imod, lyder det fra grundejerforeningens formand Birgit Lund, der mener, at det er kommunens opgave at bidrage til finansieringen.

Men det kan hun godt skyde en eroderet hvid pind efter, i hvert fald, hvis man spørger kommunens vikarierende borgmester Bo Jul Nielsen (S).

- Jeg forstår udemærket godt grundejernes bekymring for skrænten og stranden, men vi har ingen mulighed for at medfinansiere det. Jeg opfordrer i stedet til, at regeringen kigger på reglerne omkring udgiftsfordelingen af kystsikringen, for staten ejer jo farvandet, forklarer Bo Jul Nielsen.