Arkivfoto Foto: TV2/Lorry

Solcentre advarer minister om nyt forslag

Dansk Solarie Forening frygter, at en aldersgrænse til solarier vil få de unge til at tage sol i hjemmet.

Ikke uventet får det en meget lunken modtagelse fra Dansk Solarie Forening, at landets nye sundhedsminister, Astrid Krag (SF), vil indføre en aldersgrænse i de danske solarier, så helt unge får nægtet adgang til de varme solsenge.
Foreningen minder ministeren om, at solarieejere i forvejen er blevet pålagt at informere de unge under 18 år om, at de ikke må benytte solarierne.
Desuden mener foreningen, at ministeren bør forklare, om et forbud både gælder for solcentrene samt for de privatpersoner, der har solarierør installeret i hjemmet.
- Et adgangsforbud, der kun rettes mod solcentre, vil i sagens natur flytte forbruget fra solcentrene, der er underlagt myndighedernes og branchens kontrol, til mere private former, hvor det er næsten umuligt at håndhæve krav om strålestyrke, sikkerhed og information.
- Det vil efter Dansk Solarie Forenings opfattelse give en alvorlig forringelse af de solbadendes tryghed, lyder det i en pressemeddelelse.
Astrid Krag udtalte i forbindelse med forslaget, at "brugen af solarium har bidraget til, at flere får modermærkekræft. Derfor er det rigtig vigtigt at beskytte de helt unge".
Men det mener solarieforeningen ikke, der er belæg for:
- Alle undersøgelser peger på, at det er solskoldninger, der øger risikoen for hudkræft, uanset om overeksponeringen sker i solariet eller det fri, skriver foreningen.
Den nye sundhedsminister udtalte i forbindelse med forslaget, at hun ikke endnu ikke har lagt sig fast på, om grænsen skal gå ved 16 eller 18 år.
Sidste år lagde S og SF op til at indføre en aldersgrænse, men dengang var der ikke opbakning til lovforslaget.