Det er den her hund, politiet har passet på - men hvem er ejeren?

Sød hund endte i detentionen

Københavns Vestegns Politi efterlyser ejer til venlig husky

Det er ikke hver dag, en hund ender i politiets varetægt på Københavns Vestegn. Men det skete i går, da den her - formentlig en husky, endte hos politiet efter at være blevet fundet på Damgårdsstien i Albertslund.

Københavns Vestegns Politi har efterlyst en ejer til hunden, men foreløbig uden resultat.

-Vi er vant til at have katte her, når de bliver fundet - men ikke hunde. Så da den kom, så fik den en skål vand, og det eneste spiselige, vi havde, det var nogle fiskegodbidder. Det fortrød vi bittert, for der gik ikke ret lang tid, så stank der altså, fortæller vagtchefen hos Københavns Vestegns Politi.

Hunden, der er en tæve, er ikke mærket med hverken chip eller halsbånd. Derfor har politiet ikke kunnet spore en ejer og håber altså, at vedkommende nu selv melder sig.

Hunden er i mellemtiden blevet anbragt på et internat, hvor den sikkert sidder og venter håbefuldt på sin ejer.