Snevejr har kostet Roskilde små tre millioner

600 tons salt er siden weekendens voldsomme snevejr blevet spredt ud over Roskilde.

Sidste weekends voldsomme snevejr i Roskilde har været en dyr omgang for kommunen. På seks dage har kommunen således brugt 2,8 millioner kroner på til saltning og rydning. Det svarer til 17 procent af budgettet for hele vintersæsonen.

Siden i søndags har kommunens Materielgård kørt flere tusinde tons sne væk fra busstoppesteder, fodgængerovergange og bymidten i Roskilde. Kommunens lastbiler kan hver tage 5-8 tons per tur, så det er blevet til mange kommunale lastbilture.

Roskilde Kommune har på seks dage spredt cirka 600 tons salt ud, og i spidsbelastninger har mere end 100 køretøjer været indsat samtidigt.

For at fjerne nogle af de store mængder sne, har 100-125 mand arbejdet døgnet rundt i toholdsskift, oplyser kommunen.

- Når vi som denne gang helt ekstraordinært får 50-75 cm sne i løbet af seks timer, så går hele beredskabet i sving, uden at tænke på økonomien, siger Torben Jørgensen, formand for kommunens Plan- og Teknikudvalg og fortsætter:

- I sådan en situation skal vi ikke tænke på penge, så skal vi sørge for, at busser, cykler, biler, affaldsafhentning osv. hurtigst muligt kan komme rundt igen.

Han kan dog godt forstå, hvis de sneramte borgere i Roskilde har været mindre end taknemlige for kommunens indsats.

- Jeg kan sagtens forstå, at nogle borgere har været - og er - frustrerede, men der er tale om ekstreme mængder sne, der er faldet på relativt kort tid. Vi skal have et helt anderledes beredskab, hvis skal kunne klare den slags sne, og det har vi ikke afsat økonomi til, siger Torben Jørgensen til TV 2 Lorry.

Han undrer sig dog også over, at ret få borgere har ryddet deres fortov i forbindelse med snevejret, siger han.

Det er ikke slut med at betale for snevejret endnu, lyder det fra Torben Jørgen.

Den tunge sne har således også forårsaget større ødelæggelser på træer og buske i mange af Roskildes parker, ligesom der visse steder også er sket andre skader på grund af væltede træer.