Foto: TV 2 Lorry

Sneglefart på Vestmotorvejen

En kortege af lastbiler med store bro-elementer kommer, om natten i denne weekend, til at snegle sig afsted på Vestmotorvejen fra Korsør til Vallensbæk.

Banedanmark bygger nu med en ny etape af den nye bane København-Ringsted, hvor der skal anlægges en jernbanebro over Motorring 4, Vallensbækgrenen.

Det sker i weekenden den 27. - 28. juni. I den forbindelse skal der fragtes meget store broelementer ind fra Korsør Havn.

Elementerne, der er produceret i Polen, er 4 meter brede i bunden, 6 meter brede i toppen, 4,5 meter høje, 40 meter lange og vejer i omegnen af 200 ton. De særtransporter, der skal fragte broelementerne til Vallensbæk, er omkring 40 meter lange og vil blive eskorteret af både følgevogne, politi og en "stødpudebil", da de vil snegle sig af sted med cirka 20 km/t.

Kortegen, der er koordineret med politiet, vil kun køre om aftenen og om natten for at være til mindst gene og fare for medtrafikanterne.

I alt skal omkring 20 store lastbiler køre ruten, og de vil køre i korteger af fire lastbiler.

Trafikalt betyder det, at man om aftenen og i nætterne mellem torsdag den 25. til søndag den 28. juni i tidsrummet mellem klokken 19.00 og 06.00 kan møde disse meget store transporter på Vestmotorvejen.

Ingen personbiler eller lastbiler vil kunne passere konvojen. Derfor opfordrer vi al den trafik, der kan lægges uden for denne periode, flyttes til andre tidspunkter. Transporterne er blevet pålagt stop på ruten, så bagvedliggende trafik kan passere. Dette håndters af politiet.

Vestmotorvejen ved Vemmelev lukker i en kort periode - omkring 30 minutter - i løbet af natten. Konvojen kan nemlig ikke køre under en lav bro lige der.

Der bliver igen kørt bro-elementer på Vestmotorvejen i uge 30.