Foto: TV2/Lorry

Slaraffenland for rotter

HELSINGØR: Madrester og husholdningsaffald, gammelt tøj, sko, møbler, sække fyldt med skrald, ketchupflasker, øldåser, vin- og sprutflasker. Grafitti, knuste ruder, knust glas i døre, toiletter fyldt med menneske-afføring.

Velkommen til Helsingørs »baggård« 2012. Området med 11 nedrivningsparate rækkehuse på Kingosvej og Blichersvej, der har stået tomme i mange år, udgør nu en så belastende slum, så beboere og butikker i området tæt på har voksende problemer med blandt andet rotter.

Netop i det omkringliggende kvarter ligger der en stor koncentration af almennyttigt boligbyggeri.
Ud over at tiltrække særlige grupper af unge, der samles i slummen om natten, er madrester og de dynger af andet affald, der flyder overalt, nemlig det mest effektive trækplaster for rotter.

Så uhumsk er området Kingosvej-Blichersvej med de 11 huse, så ejerne af det nedrivningsmodne område, boligselskabet Boliggården, nu vil få et officielt påbud fra Helsingør Kommune om at få ryddet op.
Det besluttede rottefænger Kim Hansen lige på stedet, da Helsingør Dagblad i går var med ham på rundtur i Helsingørs værste slum.
- Mærkeligt nok har jeg først lige fået den første henvendelse om, at her er rotter. Man skulle jo tro, at de har levet godt her længe, sådan som her ser ud. Så det undrer mig, at der ikke er kommet henvendelser før nu. Det er ikke hver dag, man ser noget så slemt som det her, siger rottefængeren.