Foto: TV2/Lorry

Skybruddet ødelægger idrætssæsonen

Der kan gå lang tid, før der igen kan laves salto med og uden skrue og spilles bold i de københavnske idrætsforeninger. Skybruddet sidst i august har nemlig ødelagt sæsonstarten for flere foreninger, fordi baner og haller er blevet oversvømmet.

- Der har blandt andet været oversvømmelse af gulvenederfor står gulvene muligvis ikke til at redde. Og vi skal være sikre på, at der ikke er udviklet skimmelsvamp. Det tager et stykke tid at finde ud af, om der er det, siger Mads Kamp Hansen, fritidschef i Københavns Kommune, til DR P4 København. Fem idrætsanlæg og haller er lukket. Og en genåbning har i nogle tilfælde lange udsigter.

-Der er udendørsanlæg - nogle tennisbaner - hvor det er tvivlsomt, om de kommer i spil igen i år, siger Mads Kamp Hansen til DR P4 København.

De lukkede haller og baner ødelægger sæsonstarten for flere idrætsforeninger. I foreningen Salto City kan op mod 800 gymnaster ikke komme til træning, fordi deres gymnastiksal i DGI Byens Gymnastikhus er lukket. Og foreningen har svært ved at finde andre lokaler.

- Vi skal bruge redskaber og gymnasterne er bevendt med, at der er springgrav i gulvet, og det er der meget, meget lidt af i København, fortæller bestyrelsesmedlem Jakob Peterhänsel til DR P4 København.

Salto City stod i samme situation efter skybruddet i 2011. Her mistede de en stor del af deres medlemmer, fordi oprydningen efter vandmasserne endte med at tage et halvt år. Foreløbigt ved foreningen ikke, hvor længe de er uden hal i denne omgang.