En mand i begyndelsen af 20'erne er anholdt, og en anden mand eftersøges, efter at der torsdag aften blev affyret et skud i Mjølnerparken på Ydre Nørrebro i København.
- Der er affyret et enkelt skud, formentlig op i luften, siger den centrale leder af efterforskningen.
Politiet var hurtigt fremme ved stedet og så to personer stikke af. Det lykkedes at få fat i den ene, mens den anden slap væk. Politiet ved dog, hvem han er.
I en gård på mændenes flugtrute fandt politiet en pistol med skarpe skud.
- Så vi sigter den anholdte for ulovlig våbenbesiddelse efter straffeloven, og han vil fredag blive fremstillet i grundlovsforhør, siger den centrale leder af efterforskningen.