Foto: TV 2 Lorry

Skraldestrejken i København er slut

Efter syv døgn med skraldestrejke, har renovationsarbejderne genoptaget arbejdet her til morgen. Det meddeler Teknik- og Miljøforvaltningen i København.

Så er der endelig godt nyt til skraldeplagede københavnere. Siden den 20. april har husholdningsaffaldet ellers hobet sig op og rotterne var begyndt at slikke sig om munden.

Men her til morgen kunne byboerne igen vågne til den liflige buldren af tomme skraldecontainere over brosten.

Arbejdet med at indsamle affald i København er genoptaget, efter at 3F og City Renovation med Københavns Kommune som mægler er blevet enige om et forløb for de fortsatte forhandlinger om arbejdets fremtidige tilrettelæggelse.

- Københavns Kommune er ikke parti den igangværende konflikt. Men affaldssituationen i København var ved at udvikle sig til det helt uacceptable. Derfor trådte kommunen ind i en mæglerrolle, og vi har nu fået genskabt forhandlingerne mellem parterne. Det betyder, at arbejdet bliver genoptaget, mens forhandlingerne fortsætter," siger Carsten Riis, direktør i Teknik- og Miljøforvaltningen.

Københavnerne har ikke fået hentet affald siden mandag 20. april på grund af en af en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse.

Arbejdsnedlæggelsen skyldes uenighed i forhandlingerne mellem de skraldemænd, der i dag er ansat hos M. Larsen Vognmandsfirma, og deres kommende arbejdsgiver City Renovation, som den 1. maj overtager kontrakterne på Østerbro og Nørrebro fra M. Larsen.

Som kontrakthaver kan Københavns Kommune ikke blande sig i konflikten, så længe reglerne om virksomhedsoverdragelser overholdes, og så længe renovatøren overholder alle elementer i kontrakten om bl.a. kvalitet og arbejdsmiljø.

Men Københavns Kommune har de seneste døgn ageret mægler for at få forhandlingerne tilbage på sporet og arbejdet genoptaget. Som en del af løsningen udskyder Københavns Kommune kontraktskiftet på indsamlingen af de bydele, hvor der ellers skulle have været skiftedag 1. maj.