Foto: Lorry

Skolepatruljer udsættes for chikane

Det er ikke nemt at være med i skolepatruljen i København og Nordsjælland.

Både i København og Nordsjælland bliver skolepatruljerne chikaneret i form af tilråb eller uansvarlig kørsel. Det skriver DR.

- Der er folk, der råber ad en og prøver at få os væk. Det er ikke særligt fedt. Om morgenen kan man godt være morgensur, men det skal jo ikke gå ud over os. Alligevel råber de ting, der ikke er i orden, siger 13-årige Hawraa Maanik, som er med i skolepatruljen på Lykkebo Skole i Valby, til DR.

Flere politikredse får henvendelser fra skoler om, at folk ikke respekterer skolepatruljerne, skriver DR.

- Jeg oplever flere steder i København, at skoler siger, at det er et stort problem. Det, vi får at vide, er typisk, at bilisterne ikke holder tilbage, når skolepatruljerne træder ud. Men noget af det værste er faktisk de mange cyklister, der bare kører ind på fortovet for at komme væk fra patruljerne, siger politiassistent Michael Bjørkman til DR.

Også i Nordsjælland er der problemer. Her får skolepatruljerne besked på at indrapportere trafikanter, der kører råddent, skriver DR.

- Når vi uddanner skolepatruljerne, siger vi, at de skal tage nummerplader og beskrivelser af køretøjet. Så kan vi nogle gange finde frem til trafikanten, og hvis der er beviser, starter vi en sag. Det er desværre lidt sværere med cyklister, siger Poul Erik Lehmann Thomsen fra Nordsjællands Politi til DR.

Ingen medlemmer af skolepatruljerne har dog været involveret i uheld siden ordningen startede i 1949.