Skiftende læger giver rod i diagnoserne

TV 2 Lorry har modtaget en stribe henvendelser fra patienter, der oplever, at der er så mange læger inde over den enkelte patient, at lægerne til sidst, ikke har styr på, hvad de patienter de behandler fejler.

Da Eva Christiansens nu afdøde mand Vagn fik konstateret tarmkræft måtte han som mange andre igennem et langt forløb med ambulant behandling, kontrol og en række forskellige forløb med kemoterapi.

- Han var syg halvandet år og i den periode mødte vi faktisk 25 forskellige læger, fortæller Eva Christiansen til TV 2 Lorry.

Kendetegnende for det lange behandlingsforløb på henholdsvis Rigshospitalet og Herlev Sygehus var, at de mange forskellige læger ofte manglede kendskab til helt basale ting i Vagns patientjournal.

- Det var ikke særlig betryggende. Man synes, man starter forfra hver gang med Adam og Eva, samtidig med at man sidder der og er syg og træt. Og der skulle man næsten sidde og starte forfra - næsten med at fortælle, med at fortælle, hvad slags kræft, man havde, siger Eva Christiansen.

Selvom det nu er to år siden Eva Christiansen mistede sin mand kan hun uden videre genkalde sig følelsen af afmagt

- Man bliver vred. Men når man sidder der og er syg, har man jo ikke så mange ressourcer. Man er nok også meget autoritetstro, og magter ikke at råbe op, når man er midt i et sådan forløb, siger hun.

Også Else Andersen fra Glostrup kender til mødet med at hav af forskellige læger. Tidligere i denne måned var hendes søn indlagt med en alvorlig infektion på Hvidovre Hospital. En indlæggelse, som bød på otte forskellige læger i løbet af fire dage.

- Min følelse var, at de ikke vidste, hvad den tidligere læge havde sagt til os, eller havde skrevet i journalen. Og det var meget angstprovokerende for både mig som pårørende og for min søn, fortæller Else Andersen til TV 2 Lorry.

Både Eva Christiansen og Else Andersen savnede kontakt med en såkaldt kontaktlæge, som ellers skal have det overordnede ansvar for behandlingen.

- Vi spurgte forskellige læger, og de tøvede på forskellige måder. Man bliver meget opmærksom på den enkeltes læge måde at svare på eller ikke svare på, når man ikke har en, man kan spørge rigtigt ned til detaljen, siger Else Andersen


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik