Arkivfoto. Foto: Thomas Lekfeldt - Ritzau Scanpix

SKAT: Uber-chauffører snød i stor stil

Næsten alle Uber-chauffører snød i skat, og mange er mistænkt for socialt bedrageri, viser ny opgørelse fra SKAT,

SKAT har set på 1.195 tidligere Uber-chaufførers skatteforhold. 99 procent af dem har snydt i forhold til betaling af skat og/eller moms. Kun 3 af de 1.195 chauffører har betalt den korrekte skat og moms.

Det fremgår af en opgørelse, som SKAT har udarbejdet og sendt til Avisen.dk.

De 1.192 chauffører, som har snydt, har fået foretaget skatte- og momsmæssige ændringer for i alt cirka 26,5 millioner kroner, skriver SKAT.

Det betyder, at der skal efterbetales cirka 11,3 millioner kroner tilbage. Altså penge de tidligere Uber-chauffører har 'glemt' at betale til samfundets kasser.

Læs også Bøder kan vokse: Anklager kræver 591.500 kroner fra Uber-chauffør

154 sager sendt til særlig enhed

I gennemsnit svarer det til, at de pågældende Uber-chauffører skal betale 9.423 kroner ekstra i skat og moms. Ændringerne er dog forskellige i størrelsen fra chauffør til chauffør.

154 af sagerne er sendt til en særlig enhed i SKAT, som skal vurdere, om personerne skal modtage en bøde oveni beskatningen, fordi de har "handlet groft uagtsomt".

Alt i alt har SKAT gennemgået oplysninger fra ikke færre end i alt 1.799 chauffører. Tre ud af fire af dem modtog sociale ydelser i samme år, hvor de havde en indkomst som Uber-chauffører. I samarbejde med de relevante myndigheder bliver det nu undersøgt, om chaufførerne har modtaget sociale ydelser, som de ikke var berettiget til. Altså for eksempel kørt for Uber, samtidig med at de har fået kontanthjælp, dagpenge eller andre bidrag.

SKAT har den 1. december 2017 bedt de hollandske skattemyndigheder om indtægtsoplysninger for Uber-chauffører, der har boet i Danmark, for 2016 og 2017.