SF's byrådsgruppe i Gentofte er sprængt

SF's gruppe i Gentofte kommunalbestyrelse er halveret, fordi Marie Louise Bistrup har forladt partiet.

SF slås ikke kun med store problemer i Folketinget, hvor Özlem Cekic stemmer imod skattereformen, så folketingsgruppen har frataget hende fire ordførerskaber og forbudt hende at udtale sig på SF's vegne.

Nu er SF's gruppe i Gentofte byråd blevet halveret. Marie Louise Bistrup har forladt partiet og bliver løsgænger. Dermed sidder Brigita Volsted Rick alene tilbage som kommunalbestyrelsens eneste folkesocialist.

- Jeg har meldt mig ud af SF og vil herefter være løsgænger i Gentofte kommunalbestyrelse, skriver Marie Louise Bistrup i en mail til sine kolleger.