Servicehunden Mocca er hele Danmarks Dyrehelt

Labradoren Mocca fra Rødovre er kåret til Danmarks Dyrehelt. I konkurrence mod tre andre nominerede løb den seje, sorte charmetrold med hovedpræmien.

Mocca er en skinnende sort labrador på fire år.

Hunden arbejder som servicehund hos Christina Davidsen, der bor i Rødovre.

Christina har knogleskørhed og sidder i kørestol.

Mocca lystrer mere end 50 kommandoer og kan eksempelvis tømme vaskemaskinen, samle ting op fra gulvet og hjælpe Christina af med sko og sokker.

Men Mocca er meget mere end bare en servicehund.

Først og fremmest er hun Christinas gode ven og lyspunkt i hverdagen.

Mocca giver Christina lyst til at stå op om morgenen, og hunden er en isbryder i mødet med andre mennesker, der måske er for generte til at henvende sig til Christina, fordi hun sidder i kørestol.

Servicehunden er nu kåret til hele Danmarks Dyrehelt af Agria Dyreforsikring.

Christina Davidsen er overrasket, da hun får overbragt den gode nyhed.

- Jeg er stolt af min Mocca. Hvor er det bare vildt, at hun vinder hovedpræmien, især når vi var oppe imod så gode konkurrenter, siger Christina Davidsen.

Fire dyr - der alle har været ugevindere - var nomineret til at blive konkurrencens samlede vinder og dermed hele Danmarks Dyrehelt.

Mocca og familiehunden Valter fra Holbæk, der har reddet sin ejers datter, da hun faldt gennem isen, fik flest point af dommerpanelet og lå tæt - men Mocca trak det længste strå.

- For mig var Mocca næsten selvskrevet til at vinde, da hun dels løser en daglig opgave for sin ejer, men også er en fantastisk inspiration. Mocca er et lysende eksempel på, hvor meget dyr betyder i vores daglige liv, og hun burde kunne bane vejen for, at endnu flere mennesker med handicaps får et dyr til at hjælpe med hverdagen på den ene eller anden måde, siger Susanne Wehnert, der er formand for Jysk Racekatte Klub og med i konkurrencens dommerpanel.

Christina Davidsen ved godt, hun er heldig ved at have Mocca ved sin side, og hun er taknemmelig for hunden hver dag.

Men hendes tak går også i retning af Foreningen STH - Servicehunde til Handicappede, der står for at træne hunde til at kunne være en hjælp for handicappede i dagligdagen.

Derfor har Christina også valgt, at Moccas pengepræmie på 20.000 kroner, der skal doneres til dyrevelgørenhed, skal gå til selvsamme forening.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik