Servicehunden Chivas får sit helt eget frimærke

PostNord og Dansk Kennel Klub har nu udpeget 5 vinderhunde blandt over 5.000 deltagere til en ny frimærkeserie. Chivas fra Gørløse er en af vinderne.

Servicehunden Chivas der til daglig hjælper Ulrik Kejser Nyvold med alverdens gøremål, skal nu have sine kønne hundeøjne på et frimærke. Foto: Privatfoto

Godbidderne har nok siddet ekstra løst på hundeejer Ulrik Kejser Nyvold fra Gørløse i disse dage.

Hans 6-årige golden retriever Chivas er nemlig blevet udvalgt blandt tusindvis af kandidater til at blive afbilledet på en ny, officiel frimærkeserie fra PostNord. En frimærkeserie der udkommer i et oplag på flere millioner styk.

Jeg bliver enormt glad og stolt af, at han nu skal pryde et frimærke

Ulrik Kejser Nyvold, ejer af Chivas

- Min familie og jeg synes jo, at Chivas er en fantastisk hund, så jeg bliver enormt glad og stolt af, at han nu skal pryde et frimærke. Han er servicehund for hele familien, men han er primært min hjælper i forbindelse med arbejde og fritid og gør ting mulige, som ellers ville være svære for mig, siger Ulrik Kejser Nyvold og uddyber:

- Ud over at bære indkøb af madvarer i supermarkedet i en speciallavet kurv, går han ud med skraldespanden, hjælper med vasketøjet, og så har Chivas blandt andet også lært at hente nedlagt vildt og samle brugte patronhylstre op, når han er med mig på jagt, fortæller Chivas’ glade ejer i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under billedet

Ulrik Kejser Nyvold og Chivas har været uadskillelige, siden Chivas flyttede ind for 4 år siden.  Foto: Privatfoto

Ulrik Kejser Nyvold er kørestolsbruger og har modtaget Chivas fra foreningen Servicehunde til Handicappede, som træner hunde til at hjælpe mennesker med bevægelseshandicap.

Da Chivas var færdigtrænet som 2-årig, blev han overdraget til Ulrik Kejser Nyvold. Og nu har de to været uadskillelige i fire år.

Til ære for menneskets bedste ven

Frimærkeserien skal ses som en hyldest til menneskets allerbedste ven og over 5.000 hunde er mellem den 9. februar og den 3. marts 2019 blevet nomineret af deres ejere på Facebook og Instagram.

Vi har læst om tusindvis af søde, sjove og dygtige hunde, der er blevet indstillet af deres stolte hundeejere.

Martin Pingel, designchef i PostNord Frimærker

PostNord har i samarbejde med Dansk Kennel Klub efterfølgende været på den svære opgave at udpege fem vinderhunde.

01:00

Kort nyt.

Luk video

Ud over Chivas er schæferhunden Theo, de islandske fårehunde Gaia, Bliða og Píla, den gule labrador Audi og den glathårede foxterrier Mille blevet udvalgt.

- Over 5.000 hunde har deltaget i konkurrencen, så danskernes interesse for at få deres firbenede venner på frimærke har været overvældende. Vi har læst om tusindvis af søde, sjove og dygtige hunde, der er blevet indstillet af deres stolte hundeejere. Det har været utroligt svært at finde fem vindere, men den dygtige servicehund og søde familiehund Chivas gjorde indtryk på os, fortæller Martin Pingel, designchef i PostNord Frimærker.

Nu hvor Chivas og de fire andre hunde er udpeget, skal de fotograferes af en af landets bedste hundefotografer. Billederne fra det photoshoot vil blive til frimærkeserien, som udkommer 19. september 2019.

Chivas er specialtrænet til at hjælpe et menneske med bevægelseshandicap.  Foto: Privatfoto

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik

Kulturkalenderen

Hvad sker der i Lorryland i dag?