Foto: Vejdirektoratet

Selvkørende lastbiler vil køre gennem Danmark

Selvkørende lastbiler kan give en bedre udnyttelse af kapacitet på vejene og gøre transportbranchen mere effektiv og miljørigtig.

Selvkørende lastbiler på de danske motorveje kan blive en realitet inden for en overskuelige fremtid.  Allerede den 30. marts vil seks lastbliver kører over Sjælland, fra Tyskland til Sverige.

Lastbiler, der automatisk holder afstand til hinanden, vil sikkerhedsmæssigt forsvarligt kunne køre tættere end de helt almindelige lastbiler. Det giver mere plads til andre biler på vejene, sparer på lastbilernes brændstof og forurener mindre. Det skriver vejdirektoratet i en pressemeddelese.

Transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt glæder sig over den danske deltagelse i projektet:

- Det er vigtigt, at Danmark er med til at understøtte nye teknologier, som kan gøre transportbranchen mere effektiv og sikre en mere miljørigtig transport af varer og gods. Det kan give os konkurrencefordele på transportområdet og skabe vækst og nye arbejdspladser, siger ministeren.

Vejdirektoratets beregninger viser, at sådanne platoons kan spare vognmændene for seks procent brændstof pr. kørt kilometer pr. bil på motorvejene. Udledningen af de fleste forurenende stoffer fra lastbilerne kan ligeledes reduceres med seks procent.

Vejdirektoratet har stået i spidsen for projektet og koordineret på tværs af de danske myndigheder, for at eventen kunne blive en realitet på de danske veje.        

- Vejdirektoratet deltager i projektet, fordi det er en god mulighed for os til både at høste konkrete erfaringer og demonstrere, at vi allerede i dag arbejder for at blive klar til at tage imod biler med selvkørende teknologier på de danske veje, siger Andreas Egense, afdelingsleder i Vejdirektoratet.

- Udviklingen indenfor selvkørende teknologier går stærkt. Og det bliver formentlig på de større statsveje, at de første delvist automatiserede lastbiler vil transportere varer og gods. Den udvikling vil Vejdirektoratet selvfølgelig bidrage til, tilføjer Andreas Egense.

For at kunne tage imod de selvkørende køretøjer arbejder Vejdirektoratet også med en række andre udviklingsprojekter, hvor automatiserede teknologier er omdrejningspunktet.  

Det overordnede program 30. marts:

Kl. 8:30: Afgang fra Ollebo Terminalen

Ca. kl. 9.30: Kort stop på Karlslunde Rasteplads

Ca. kl. 12.00-13.00: Kildebjerg N. Pause for chaufførerne

Ca. kl. 15:30-17.00: Event hos ITD i Padborg (Lyren 1, 6330 Padborg)

 

Fakta:

·      The European Truck Platooning Challenge 2016 skal sætte fokus på samarbejde mellem EU-Kommissionen, EU-medlemslandene og industrien om selvkørende teknologier, behovet for harmonisering af regler på området mm.
 
·      To såkaldte platoons med tre lastbiler i hver vil ved hjælp at ny ITS-teknologi køre i forbundne konvojer med ned til ½ sekunds mellemrum fra forskellige europæiske byer på tværs af grænserne mod et fælles endemål i Rotterdam den 6. april 2016, umiddelbart forud for det planlagte uformelle Miljø- og Transportministermøde.
 
·      Vejdirektoratet, Trafik- og Byggestyrelsen, Politiet, DTL, ITD, DI Transport, Sund og Bælt samt Volvo Trucks og Scania deltager i projektet for at sikre, at European Truck Platooning Challenge 2016 kan gennemføres igennem Danmark.
 
·      Vejdirektoratet deltager blandt andet i det internationale standardiseringsarbejde, der skal sikre, at biler og udstyret i vejsiden kan tale sammen. Og sammen med blandt andre Transport- og Bygningsministeriet, Justitsministeriet, Rigspolitiet og Rådet for Sikker Trafik er Vejdirektoratet gået i gang med at afdække behovet for ændringer i færdselsloven.