Se resultatet: Sådan stemte vælgerne i dit område

Se, hvem der løb med stemmerne og mandaterne i dit område ved nattens folketingsvalg.

Lars Løkke Rasmussen, Morten Østergaard og Mette Frederiksen skal hver især nu finde ud af, hvordan de som partiledere vil forvalte onsdagens valgresultat. Foto: Keld Navntoft, Liselotte Sabroe, Mads Claus Rasmussen - Ritzau Scanpix

Rød blok tog i høj grad stikket fra de fire storkredse i TV 2 Lorrys område.

I faktaboksen herunder kan du se, hvor mange mandater partierne tog med sig fra de fire storkredse, mens du længere nede i artiklen kan se de præcise resultater fra netop dit område.

Så mange mandater fik partierne fra TV 2 Lorrys område

Fra de fire storkredse i TV 2 Lorrys område (Københavns, Københavns Omegns, Nordsjællands og Sjællands Storkredse) fik partierne følgende kredsmandater og tillægsmandater:

 

Socialdemokratiet:

18 mandater i alt. Heraf 17 kredsmandater og 1 tillægsmandat.

 

Venstre:

16 mandater i alt. Heraf 14 kredsmandater og 2 tillægsmandater.

 

Radikale Venstre:

9 mandater i alt. Heraf 6 kredsmandater og 3 tillægsmandater.

 

Enhedslisten:

8 mandater i alt. Heraf 5 kredsmandater og 3 tillægsmandater.

 

SF:

8 mandater i alt. Heraf 6 kredsmandater og 2 tillægsmandater.

 

Konservative:

6 mandater i alt. Heraf 4 kredsmandater og 2 tillægsmandater.

 

Dansk Folkeparti:

6 mandater i alt. Heraf 5 kredsmandater og 1 tillægsmandat.

 

Alternativet:

3 mandater i alt. Heraf alle 3 kredsmandater.

 

Nye Borgerlige:

2 mandater i alt. Begge tillægsmandater.

 

Liberal Alliance:

1 mandat i alt fra et tillægsmandat.

Se mere

I boksen herunder kan du vælge din storkreds og se resultaterne af folketingsvalget:

Københavns Storkreds: Fire partier næsten lige store

De københavnske stemmer havner fortsat i høj grad til venstre for midten i det politiske spektrum.

Med nattens valgresultater står det klart, at der er mandatfremgang til de røde og grønne partier.

Socialdemokratiet er fortsat valgkredsens største parti med 17,2 procent af stemmerne, men der er ikke langt ned til Enhedslistens stemmeandel på 16,8 og Radikale Venstres 16,4 procent.

Via et tillægsmandat snupper Enhedslisten i alt fire pladser i Folketinget fra storkredsen, mens Socialdemokratiet og Radikale Venstre får tre mandater med sig fra København.

Venstre fik også et godt valg i storkredsen og blev sågar størst i en enkelt valgkreds, nemlig Slotskredsen. Det borgerlige parti blev fjerdestørst i storkredsen med 15 procent af stemmerne og tager tre mandater med sig – en fremgang på et enkelt mandat.

SF går også frem og opnår 11,6 procent af stemmerne og tre mandater.

Konservative går frem i København og får det mandat, de mistede ved sidste valg tilbage.

01:06

Det konservative mandat i København kan gå til Nikolaj Bøgh.

Luk video

Dårlige valg fik Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Alternativet, der alle tre mister et mandat hver.

Dansk Folkepartis Peter Skaarup opstillet i København ser ud til at komme ind. Partiet som helhed fik dog et katastrofalt valg. Foto: Henning Bagger - Ritzau Scanpix

Københavns Omegns Storkreds: Venstre og Radikale vokser

Nedsmeltningen af Liberal Alliance og Dansk Folkeparti koster dyrt i Københavns Omegns Storkreds. Joachim B. Olsen (LA) er således færdig i Folketinget, efter partiet mister deres mandat i kredsen. DF bliver mere end halveret og mister to af tre mandater og er nu blot det sjettestørste parti.

Til gengæld belønnes Radikale Venstre og Venstre med et ekstra mandat i forhold til valget i 2015 efter solid vælgerfremgang.

01:21

Martin Lidegaard og Sofie Carsten Nielsen jubler over flotte resultater til Radikale Venstre i Nordsjælland og Københavns Omegn.

Luk video

Mens Konservative og SF også går frem i kredsen, er der dog ikke ekstra gevinst i form af mandatfremgang. Enhedslisten og Alternativet beholder også deres mandater trods svag tilbagegang i tilslutningen.

Socialdemokratiet er fortsat størst, om end partiet gik tilbage med 3,2 procentpoint.

Nordsjælland: Nye Borgerlige-kandidat kommer ind – Samuelsen ryger ud

Nedturen er total for Liberal Alliance i Nordsjællands Storkreds, hvor partiet mister begge de mandater, de fik ved valget i 2015. Således ryger partileder Anders Samuelsen ud af Folketinget.

Til gengæld kan Nye Borgerlige via et tillægsmandat sende en kandidat – sandsynligvis spidskandidaten Mette Thiesen – i Folketinget.

01:01

Mette Thiesen reagerer på Nye Borgerliges resultat.

Luk video

Også Konservative og Radikale Venstre kan muntre sig over gode valgresultater. Begge partier scorer 11,2 procent af stemmerne og sender dermed hver to kandidater af sted til Christiansborg.

00:46

Martin Lidegaard reagerer på det flotte resultat.

Luk video

Størst blev Venstre foran Socialdemokratiet, der dermed bytter plads i forhold til resultatet fra seneste folketingsvalg.

Dansk Folkeparti ærgrer sig også her over et dårligt valg, hvor de mister to mandater og kun opnår et enkelt, mens Alternativet mister det ene mandat, de fik ved seneste valg.

Sjællands Storkreds: Paludan hiver stemmer - DF bliver nedsablet

Stod det til vælgerne i Sjællands Storkreds, så var Rasmus Paludan og Stram Kurs kommet i Folketinget.

Som den eneste storkreds i Danmark sendte de sjællandske vælgere nemlig Stram Kurs over spærregrænsen med en stemmeandel på 2,7 procent – og dermed er partiet her større end eksempelvis Alternativet, Liberal Alliance og Nye Borgerlige.

Ind kom hverken Paludan eller liste P dog som følge af et dårligt resultat på landsplan, og et dårligt resultat fik Dansk Folkeparti også i Sjællands Storkreds.

00:14

Liselott Blixt kommenterer her på et dårligt valgresultat i Sjællands Storkreds.

Luk video

Her vekslede partiet 25,6 procent af stemmerne og syv mandater ved seneste valg til blot 10,9 procent og tre mandater.

Venstre gik frem og fik to ekstra mandater med sig, mens SF også trækker to mandater ekstra ud af Sjællands Storkreds.

Socialdemokratiet fik en lille vælgerfremgang og er størst i storkredsen.

De tre partiledere på billedet her kan vel alle være tilfredse med resultatet af valget onsdag. Socialdemokratiets Mette Frederiksen står dog med serveretten. Foto: Mads Claus Rasmussen - Ritzau Scanpix

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik