S og SF lodret uenige om retspolitikken

S og SF vil lave fælles retspolitik, men de to partier står milevidt fra hinanden. Det viser en opgørelse fra Justitsministeriet, skriver politiken.dk.

SF's markeringer på rets- og udlændingeområdet de seneste uger
har ellers fået Helle Thorning-Schmidt til at »juble«, og i
weekenden sagde S-formanden, at hun vil lave et fælles
integrationspolitisk udspil sammen med SF.

Og i dagens Politiken følger hendes retsordfører Karen
Hækkerup trop, og siger, at tanken om et fælles udspil sagtens
kan udvides til også at omfatte retspolitikken.

Men en gennemgang af de mest centrale lovforslag i Lene
Espersens (K) tid som justitsminister viser, at
Socialdemokraterne og SF står langt fra hinanden på retsområdet.

I de hårde retsspørgsmål som narko- og rockerkriminalitet,
udvisning af kriminelle indvandrere og antiterrorlovgivningen
har Socialdemokraterne stemt sammen med regeringen og Dansk
Folkeparti, mens SF har stemt imod.

Ifølge justitsminister Lene Espersen (K) er det et udtryk for,
at SF-formanden har fået frit løb til at løbe med overskrifterne
i den seneste tid, mens det halter gevaldigt med at sætte
konkret handling bag ordene.

Hun påpeger, at S og SF så sent som i dag har været uenige på
retsområdet:
»I dag har vi diskuteret et lovforslag om stramning af
våbenloven og hårdere straffe for at gå med kniv og skydevåben,
og her har SF meddelt, at de ikke kan stemme for, og
Socialdemokraterne har meddelt, at de gerne vil stemme for. Så
premieren for S-SF-samarbejdet på retspolitikken går ikke for
godt«, siger Lene Espersen til politiken.dk.