Foto: TV2/Lorry

Russisk spritkaptajn slipper for fængsel

Den russiske kaptajn på tankskibet, som gik på grund i Øresund, står til bødestraf, hvis han bliver dømt.

Den 47-årige kaptajn på tankskibet Terry, der i sidste uge gik på grund i Øresund, står til en bødestraf, hvis han bliver dømt for at have sejlet skibet i beruset tilstand.

Det fremgår af anklageskriftet mod kaptajnen, som dog også kræves frakendt retten til at føre skib i et år.

Torsdag i sidste uge sejlede det 146 meter lange maltesiske olie- og kemikalieskib med fuld kraft ind i en sandbanke ved Nordre Røse ud for Kastrup. Skibet, der var på vej mod Riga, sejlede uden last.

Efterfølgende viste politiets test af hans ånde, at han havde en promille på mere end to, ligesom man i hans kahyt fandt 24 tomme øldåser og tom emballage til to liter papvin.
Med en så høj promille stod han til en fængselsstraf.

Men i grundlovsforhøret dagen efter afviste kaptajnen, at han havde været fuld. Han forklarede, at sigtbarheden var fin, men at han kom til at forveksle Nordre Røse Fyr med Drogden Fyr.

Dommeren besluttede at fængsle ham i fem dage til resultatet af en blodprøve forelå.

Og den viser, at promillen var noget under de to, som testen af hans ånde viste.

I anklageskriftet nævnes en promille, der overstiger 0,5, hvilket som nævnt får anklagemyndigheden til at kræve kaptajnen idømt en bødestraf.

Sagen bliver behandlet i Københavns Byret til efteråret.