RUC Foto: TV 2 Lorry

RUC styrer mod million-underskud

Roskilde Universitet styrer imod et underskud på hele 33,8 millioner kroner i 2014.

Men hverken studerende, forskere eller de øvrige ansatte behøver at frygte nedskæringer. For det store minus er helt efter planen, lyder det fra universitetets ledelse. Det skriver DAGBLADET Roskilde.

- Efter syv år med overskud har vi de senere år fået opbygget en større egenkapital, som ligger langt over de fem procent af årsbudgettet, vi har som mål. Den eneste måde, vi må bruge af egenkapitalen på, er ved at investere med et budgetteret underskud, fortæller universitetsdirektør Peter Lauritzen.

RUC's årsbudget er på 800 millioner kroner, og derfor er målet en egenkapital på 40 millioner. Ved udgangen af 2013 var den mere end det dobbelte.

Må ikke opbygge egenkapital for skatteborgernes penge

Selvom universitetet ved Trekroner er et af landets mindste universiteter i økonomisk forstand, har RUC sammen med landets øvrige universiteter været underlagt et politisk pres fra Christiansborg for at undgå, at universiteterne opbygger pengetanke for skatteborgernes penge.

- Så det, vi har gjort, er at lave et grundbudget, der i udgangspunktet går i nul. Underskuddet er udtryk for, at vi har lavet investeringer for 33,8 millioner kroner i ting, der så at sige kan stoppes fra den ene dag til den anden, forklarer Peter Lauritzen.

Investeringerne går blandt andet til flere ph.d.-studerende, ansætte 14 adjunkter, der er undervisere ansat i tidsbegrænsede stillinger, såvel som et byggeri af helt nye laboratorie- og studiefaciliteter for RUC's naturvidenskabelige uddannelser.

Derudover sætter RUC i gang med en reklame-kampagne i blandt andet Københavns Metro såvel som Roskilde Festival for at tiltrække flere studerende.

Det er tredje år i træk, at RUC budgetterer med tocifrede millionunderskud for at få nedbragt egenkapitalen.

Årsresultatet for 2013 viser i øvrigt, at et budgetteret underskud på 27,9 millioner kun endte med et minus på 12,6 millioner.