Rotter lukker luksusbagerier i Roskilde og Charlottenlund

Rotter har på kort tid været skyld i, at to ud af fem Lauras Bakery butikker måtte lukke. Mandag fik kæden kritik af Fødevarestyrelsen for at forsøge at skjule kontrolrapport fra kunderne.

Rotter er et stort problem mange steder i Hovedstadsområdet, også hos bagerkæden Lauras Bakery. Det skriver EB.dk.

Kæden har for nyligt fået lukket afdelingerne i Roskilde og Charlottenlund på grund af rotter. Det kan jo ske, at de små stædige kræ finder vej ind til bagerens brød og kager, mere uheldigt er det, at Lauras havde skjult den kontrolrapport, der kunne have oplyst kunderne om rotterne i gulvet under butikken og i fødevarelageret, i kælderen.

I stedet havde Lauras Bakery hængt en stærkt forældet kontrolrapport op med en glad smiley. Derfor fik bageriet mandag kritik af Fødevarekontrollen.

I afdelingen i Charlottenlund var den også gal, her opdagede personalet 15. september også en rotte. Brød og kage blev smidt ud, som reglerne foreskriver det. Men da rotten var gået i fælden, åbnede bageriet selv butikken, uden Fødevarestyrelsen eller skadedyrsbekæmperen havde vurderet, at det var forsvarligt.

Det var ulovligt. Dermed fik Lauras Bakery kritik og blev lukket igen - og beordret til at destruere fødevarer og emballager igen.

Ekstrabladet har forsøgt at få en kommentar fra indehaveren, men denne har ingen kommentarer til sagen.