Arkivfoto Foto: TV2/Lorry

Roskilde har de dyreste dråber i hanen

1341 kroner. Så stor er forskellen på, om en familie i Viby bruger 150 kubikmeter vand, eller om vandet kommer ud af hanen hos en familie, der får vand fra Roskilde Forsyning.

Viby er sammen med Osted de billigste vandværker i Roskilde og omegn viser et tjek af vandværkernes hjemmesider. Både i Viby og i Osted koster vandet 6,25 kroner kubikmeteren inklusiv moms. Hos Roskilde Forsyning er prisen for en kubikmeter vand inklusiv moms 16,44 kroner. Forskellen er altså på hele 10,19 kroner, skriver DAGBLADET Roskilde.
- Vi er jo så tæt på at være et filantropisk foretagende, som man kan komme. Uden at kende til Roskilde Forsyning i detaljer, så er det nok næppe tilfældet hos dem, siger Vagn Hitz, formand for Viby Vandværk.
Hos Roskilde Forsyning har formand Torben Jørgensen kun en logisk forklaring på, hvorfor selskabet ligger så klart i spidsen, når det kommer til dyrt vand.
- Vi har netop udskilt forsyningen fra kommunen, og i den forbindelse skal vi betale de lån, vi har taget tilbage på kun 10 år. Det må nødvendigvis kunne ses på prisen på vandet og dermed på forbrugerens regning. Men vi er nødt til at sikre at vi har et sundt selskab, siger Torben Jørgensen til DAGBLADET Roskilde.
Torben Jørgensen tør ikke love, at kunderne hos Roskilde forsyning om 10 år, når lånene er betalt af, vil opleve et kraftig fald i vandprisen.