Foto: TV 2 Lorry

Roskilde Festival modtager hæders-pris

Byggesocietetet har valgt at give sin hæderspris "Det gyldne søm" til festivallen i år som anerkendelse af arbejdet med at bygge en helt ny by uden for Roskilde hvert år.

- Byggesocietetet ønsker med tildelingen af Det Gyldne Søm til festivalen at anerkende den enorme indsats, der er ydet gennem årene, således at den oprindelige idé og vision er virkeliggjort med stor succes, siger Tony Christrup fra Byggesocietetet i en pressemeddelelse.

Roskilde Festivals omkring 65 ansatte og de mange tusinder af frivillige bygger hvert år en by på en mark udenfor Roskilde, der kan rumme over 130.000 mennesker. Dermed er Roskilde Festival i de otte dage, den varer, Danmarks fjerdestørste by.

- Succesen med festivallen er ikke kun til glæde for de mange deltagere, men også til stor gavn for hele Danmark som gennem festivalen markedsføres som et åbent og bæredygtigt samfund, siger landsformand Tony Christrup fra Byggesocietetet .

Byggesocietetet vil med tildelingen af hædersprisen gerne anerkende det store logistiske arbejde, det er hvert år at bygge en helt ny by udenfor Roskilde og nedtage den igen.

Hædersprisen består ud over af et gyldent syvtommer søm af et kaligrafisk diplom i ramme.