Foto: TV 2 Lorry

Bandidos-krigsminister og 28-årig kendt skyldig i sag om trippeldrab

Rocker var i lejligheden, hvor tre mænd blev dræbt, mens de sov. En anden mand deltog i planlægningen.

Mens de alle lå og sov i en lejlighed på Christians Paulsens Vej på Frederiksberg, blev tre unge mænd skudt og dræbt den 11. november 2015. Og nu har Østre Landsret fundet to mænd skyldige i sagen.

Det drejer sig om bandidosrockeren Ian Ramm Hansen og den 26-årige Benyamin Rahimi, som torsdag er blevet præsenteret for landsrettens afgørelse om skyld.

Jeg kan ikke holde det ud.

Kvindelig tilhører i retssalen

- Jeg skal sige, at det er en enstemmig afgørelse. Samtlige dommere og nævninger er enige om resultatet, lød det onsdag formiddag fra retsformand Jan Uffe Rasmussen.

Kendelsen fik en kvindelig tilhører til at bryde sammen i gråd.

- Jeg kan ikke holde det ud, sagde hun, da hun grædende forlod retssalen, mens retsformanden fortsatte sin oplæsning af kendelsen.

Læs også Mor til dræbt bandemedlem: "Jeg håber, deres drenge overlever"

Landsretten vurderer, at der var mindst to gerningsmænd i lejligheden, den nat hvor Philip Farcinsen Leth Rasmussen, Suhaib Khalil Jaffar og Mike Patrick Vinther blev dræbt af skud fra et haglgevær og en revolver.

Her ses Philip Farcinsen Leth Rasmussen, Suhaib Khalil Jaffar og Mike Patrick Vinther, der blev dræbt.

Den ene af dem var den tidligere Bandidos-krigsminister Ian Ramm Hansen.

Hans forklaring om hans færden omkring gerningstidspunktet er utroværdig, og der er flere forhold i sagen, som peger i retning af, at han var en af morderne, lyder det i landsrettens kendelse.

Hvad angår Benyamin Rahimi, så har landsretten i skyldkendelsen ikke taget stilling til, om han var i lejligheden.

Læs også Rocker idømt fængsel på livstid for trippeldrab på Frederiksberg

Da Retten på Frederiksberg i fjor afsagde dom i sagen, sagde et flertal i retten, at nogle krudtpartikler, som blev fundet på Rahimi, kunne være endt på ham i forbindelse med en såkaldt duptest og altså ikke i forbindelse med, at der var blevet affyret våben.

Derfor ville byretten kun kende Rahimi skyldig i at have taget del i forberedelserne. Han fik ti års fængsel i modsætning til Ramm Hansen, der blev idømt livstid.

Men landsretten har derimod vurderet, at det er "mindre sandsynligt", at krudtpartiklerne på Rahimi er kommet fra en forkert udført duptest.

Anklagemyndigheden har dog ikke under ankesagen gjort gældende, at Rahimi skulle have været i lejligheden, da drabene skete. Han er derfor alene kendt skyldig i at have deltaget i forberedelserne.

Om alt det så får betydning for straffen, vil først åbenbare sig, når landsretten afsiger dom i sagen. Det sker muligvis senere onsdag, men det er endnu ikke afgjort.

 

/ritzau/