Ritt Bjerregaard åbner for pengekassen.

Trænger fodboldklubben til nye brusere i omklædningsrummet, daginstitutionen til nye vinduer eller skolegården til ny asfalt? Hvis ja, så har Københavns Kommune et godt tilbud til byens borgere: Send en mail direkte til overborgmester Ritt Bjerregaard (S), der så lover at gøre sit til, at din idrætsklub, din børnehave eller din skole får en pose penge til projektet. Men skynd dig, dit projekt skal være gennemført og pengene brugt inden udgangen af 2008 - ellers falder tilbuddet bort.

Baggrunden for
overborgmesterens usædvanlige tilbud er, at Københavns Kommune
har en lille halv milliard kroner i overskud på kontoen til
nybyggeri og renovering. Men der er ikke umiddelbart noget at
bruge pengene til. Situationen skyldes, at kommunen tidligere på
året trådte kraftigt på bremsen og stoppede en lang række
anlægsprojekter for at holde sig inden for regeringens loft
over, hvor mange penge de enkelte kommuner må bruge på byggeri i
2008. Nu viser det sig, at opbremsningen har været så brat, at
der er 395 mio. kr. i overskud. Og da beløbet ikke må overføres
til næste år, så skal pengene bruges i løbet af årets sidste
fire måneder. Skriver Berlingske Tidende. »Grundlæggende er det
jo en vanvittig måde at budgettere på, fordi det bygger på en
»stop and go-politik« og ikke en langsigtet, gennemtænkt
strategi. Men regeringens anlægsloft og de tilhørende
sanktioner, der blev meldt ud midt i budgetåret, tvang os til at
stoppe en lang række af vores planlagte byggeprojekter. Nu viser
det sig, at der er penge tilovers, og da det er umuligt at bygge
f.eks. en ny daginstitution på fire måneder, så må vi få det
bedste ud af situationen og sætte en række små, konkrete
projekter i gang,« siger overborgmester Ritt Bjerregaard, der
betegner situationen som kafkask. Venstres kommunalordfører,
Erling Bonnesen, afviser Ritt Bjerregaards kritik af regeringen.
Han mener, at Københavns Kommune selv er skyld i, at kommunen nu
i al hast må sætte gang i en række tilfældige projekter. Skriver
Berlingske Tidende. »Det eneste krav, regeringen har stillet,
er, at kommunerne skal holde deres anlægsbudgetter i 2008. Så
når København pludselig står med et overskud, så må det skyldes
dårlig styring af kommunens økonomi,« siger Erling Bonnesen. En
række idrætsklubber, institutioner og skoler i København har
allerede kontaktet overborgmesteren og præsenteret konkrete
idéer til mindre anlægsprojekter, som kan gennemføres, uden
først at skulle udbydes i licitation, hvilket er nødvendigt for
at holde tidsfristen. SFs børne- og ungdomsborgmester, Bo Asmus
Kjeldgaard, anbefaler, at en del af de 395 mio. kr. bl.a. bruges
på at indrette en daginstitution i tomme lejligheder i
Ørestaden, mens kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev (V)
opfordrer Ritt Bjerregaard til at fastholde de byggeprojekter,
som allerede er besluttet: »Det er fint at sætte nye ting i
gang, men reelt tages pengene jo fra de udskudte projekter, som
vi allerede har lovet københavnerne,« siger Pia Allerslev.