Foto: Simon Læssøe / Scanpix

"Ren chikane": Over 100 hackerangreb mod Københavns Kommune

Københavns Kommune blev ramt af mere end 100 såkaldte DDoS-angreb i 2016. Det er en stor stigning i forhold til året før. Kommunen kalder det chikane.

Både kk.dk og andre undersider har været blokeret, når Københavns Kommune er blevet ramt angrebet af hackere. Det skriver Computerworld. 

Derfor har man nu strammet sikkerheden for at undgå forstyrrelser på kommunens hjemmesider, der blandt andet er indgang til det offentlige for mere end en halv million mennesker.

Betydelig stigning i angreb

Ifølge interne dokumenter fra Økonomiforvaltningen, som Computerworld har fået indsigt i, blev Københavns Kommune ramt af mere end 100 DDoS-angreb i 2016. 

- Det ligner mest af alt ren chikane, siger Jens Ingemann, der er kontorchef i IT-sikkerhed og Videnscentre under Københavns Kommune, til Computerworld.

Der er tilsyneladende tale om en betydelig stigning i antallet af angreb.

- Overbelastningsangreb, også kaldet DDoS angreb, har været i kraftig vækst i 2016 og har ramt kommunen over 100 gange. Det er målrettede og koordinerede angreb, der typisk blokerer kommunens netværkstrafik. Angrebene har været mere eller mindre omfattende, står der ifølge Computerworld i en status til Økonomiudvalget.

Angreb meldes ikke til politiet

Hos Københavns Kommune ved man ikke, hvem der står bag de mange DDoS-angreb. 

- Vi ved ikke, hvem der står bag det, eller hvad deres motiv er, siger Jens Ingemann til Computerworld.

Kommunen har dog ikke haft politiets hjælp til at opspore gerningsmændene af den simple årsag, at man ikke melder angrebene til ordensmagten.

- Vi har valgt ikke at melde alle DDoS-angreb til politiet. Der er simpelthen for mange, siger Jens Ingemann til Computerworld.

Internettrafik analyseres

I dag har Københavns Kommune dog stort set fået bugt med problemet - selvom der stadig er angreb.

Det har man gjort ved at slå såkaldt "DDoS-mitigering" til hos kommunens internetudbyder.

Det fungerer kort fortalt ved, at den indkommende internettrafik analyseres af et system hos leverandøren. 

- DDoS-mitigering giver ingen garanti, men det har haft en betydelig positiv effekt, siger Jens Ingemann til Computerworld.