Regnefejl på 43 millioner får konsekvenser

Står det til borgmester i Gribskov Kommune Jan Ferdinandsen (K) får en forglemmelse på 43 millioner i budgettet konsekvenser.

- Det er utilgiveligt, at man kan glemme 43 millioner kroner, siger Jan Ferdinandsen til Frederiksborg Amts Avis.
- Jeg vil indstille til, at det får konsekvenser for den øverste ledelse i økonomiafdelingen. Vi har netop set det samme ske i Helsingør.
I Helsingør blev økonomidirektør Torben Simony mandag fritstillet.
I begge kommuner havde man blandt andet for kriseåret 2008 valgt selvbudgettering i stedet for statsgaranti i forhold til refusion af skat og udligning. Da skattegrundlaget blev mindre end forventet, opstod de glemte efterregninger på henholdsvis 200 og 43 millioner kroner.
- Men det er økonomiudvalget, der tager den endelige beslutning om konsekvenserne, understreger borgmester Jan Ferdinandsen.