Region Hovedstaden: Midlertidige lægeklinikker skal være permanente

Lægedækningen i Region Hovedstaden er nu så god, at midlertidige lægeklinikker skal skifte status. Lægerne hilser de nye planer velkomne.

Foto: Mikkel Møller Jørgensen - Ritzau Scanpix

Alarmklokkerne ringede højt og vedvarende, da København og Frederiksberg sidste år blev ramt af en stadigt tiltagende lægemangel. For mens indbyggertallet i de to kommuner steg og steg, så kom der ikke nye læger til - og resultatet var, at det blev noget nær umuligt for tilflyttere at blive knyttet til en praktiserende læge. Region Hovedstaden besluttede sig for en nødløsning ved at oprette to midlertidige lægeklinikker på Amager Hospital og Frederiksberg Hospital. Nu er lægemanglen aftaget så meget, at de to klinikker, der drives af Region Hovedstaden, formentlig kan afvikles i regionsregi.

- Siden oprettelsen af klinikkerne er lægedækningssituationen forbedret, men arbejdet med at udvide antallet af læger, tiltrække nye læger og fastholde de nuværende læger til København og Frederiksberg fortsætter. Der er derfor også fortsat behov for lægekapaciteterne i de midlertidige praksisklinikker,” siger formand for Udvalget for forebyggelse og sammenhæng Qasam Nazir Ahmad (Å) i en pressemeddelelse fra Region Hovedstaden.

Læger kan leje sig ind

Men regionens plan er ikke bare at lukke de to kliniker. I stedet er der tale om, at de skal skifte status. det har i årevis været svært at få nye praktiserende læger til at foretage den millioninvestering, der ligger i selv at skulle åbne en helt ny lægeklinik - eller overtage en eksisterende. Nu vil Region Hovedstaden indføre såkaldte licensklinikker. Her er det regionen, der ejer lokalerne - typisk på sygehuse - og så kan lægerne enten købe sig ind - eller indgå en flerårig lejeaftale, så de i første omgang undgår den store og skræmmende investering, der ellers skal til, når de skal etablere sig som selvstændige.

Den konservative næstformand i Udvalget for forebyggelse og sammenhæng, Karsten Skawbo-Jensen, hilser beslutningen velkommen.

- Det allervigtigeste er, at der ikke er lægemangel. Og så er det et konservativt mål, at vi skal have familielæger. det har ikke været muligt med de regionsklinikker, vi har drevet, men det bliver det, når vi opretter licensklinikker i stedet for, siger han.

PLO reagerer positivt

Da de to regionsklinikker blev vedtaget og åbnet for et lille år siden, var de praktiserende lægers organisation, PLO ikke begejstret. Man brød sig ikke om at der blev etableret midlertidige klinikker i regionsregi - og følte, at beslutningen blev taget hen over hovedet på lægerne - i stedet for at man gav praktiserende læger bedre mulighed for at etablere sig. Men Karin Zimmer, der er formand for PLO i Region Hovedstaden, hilser det nye initiativ velkomment.

- Vi er positive over for at man holder fast i beslutningen om at nedlægge de midlertidige klinikker, siger hun.

Og så tager hun godt imod muligheden for at indføre licensklinikker.

- Vi ser da helst, at de bliver overtaget af praktiserende læger, men det er en fordel, at man kan indgå en kontrakt om drift af en licensklinik. Den løber typisk over fem år, hvor man lejer klinikken med infrastruktur og personale. Og lægerne kan trække sig ud med seks måneders opsigelse - eller de kan vælge helt at overtage klinikken. Det er det, der ligger i licenstanken - og det er positivt, forklarer hun.

Lægerne kan trække sig ud med seks måneders opsigelse - eller overtage.

Karin Zimmer, formand, PLO Region Hovedstaden

Karin Zimmer tilføjer, at der i øvrigt har været en tung indsats for at få flere praktiserende læger til at slå sig ned, og at den også har medført en kapacitetsudvidelse.

- Der er flere klinikker, der er åbne for tilgang af nye patienter i de to områder (Frederiksberg og københavn, red) - der er flere praktiserende læger. Og derfor er det forsvarligt at arbejde hen imod nedlæggelse af regionsklinikkerne, siger hun.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik