Præventive råd

De nordsjællandske skoler modtog mandag en række præventive råd fra Nordsjællands Politi, der gerne skal forhindre, at flere skoler stikkes i brand, skriver Frederiksborg Amts Avis.

I går vendte de nordsjællandske skoleledere tilbage efter
vinterferien, og i deres elektroniske postbakke landede en
henvendelse fra Nordsjællands Politi, som opfordrer skolerne til
at følge en række præventive råd, der gerne skal forhindre, at
skolerne stikkes i brand.

Det sker efter, at en række
nordsjællandske skoler er blevet forsøgt brændt ned under den
seneste uges uroligheder.Politiet råder blandt andet skolerne
til at fjerne så meget brandbart materiale som muligt fra
skolens område, at sørge for, at containere er tømte, samt
sikre, at der ikke hænger blade eller andet i vejen for
overvågningskameraer.

Desuden opfordrer politiet til, at der i
nattetimerne er tændt lys, og føler skolerne sig specielt
udsatte, kan det endda være en god idé at hyre et privat
vagtværn, lyder det fra politiet.Rådene er blevet vel modtaget
hos blandt andre Frederiksborg Byskole i Hillerød.

I 2004 var
der en påsat brand på skolen, så derfor er skolen allerede
opmærksom på ikke at have brandbart materiale liggende fremme,
men bekymringen for en ny brand lurer alligevel.- Når man først
har prøvet det én gang, så er man altid bekymret. Dybest set ved
man jo ikke, hvilken skole de vælger, siger skolens inspektør,
Irene Lerche.