Præst politianmeldt for at belure badende piger

En præst med en central position i det katolske samfund i København er politianmeldt og suspenderet fra sit job for at have luret på elever.

En præst med en central position i det katolske samfund er politianmeldt og suspenderet fra sit job på Niels Steensens Gymnasium på Østerbro for at have beluret en række piger, mens de var i bad under en lejrskole-tur.

Det fortæller Radio24syv 2. pinsedag, der har fået bekræftet politianmeldelsen af gymnasiet, hvor manden var ansat som præst og lærer. 

Gymnasiets bestyrelsesformand Jakob Egeris Thorsen bekræfter politianmeldelsen over for TV 2 Lorry. 

Den katolske præst har i de senere år været tilknyttet Niels Steensens Gymnasium, som også driver en katolsk grundskole, og manden har ligeledes fortsat en central rolle i det katolske samfund, idet han som medlem af flere udvalg rådgiver overhovedet for den katolske kirke i Danmark, biskop Czeslaw Kozon.

quote Vi ser på hændelsen med den største alvor. Med fuld opbakning fra skolens bestyrelse anmeldte jeg samme dag den pågældende medarbejder til politiet

Lise Baadsgaard Jepsen, rektor, Niels Steensens Gymnasium

Belurede piger i badet

Tilbage i april var manden som led i sin ansættelse hos Niels Steensens Gymnasium med på en lejrskole-tur for en af skolens 9. klasser, hvor han ifølge skolens ledelse skal have beluret nogle af pigerne, mens de var i bad. 

Rektor på Niels Steensens Gymnasium, Lise Baadsgaard Jepsen, blev orienteret om episoden samme dag, og efter en samtale med manden blev han suspenderet, oplyser hun i en mail til forældrene, som TV 2 Lorry har set. Han er efterfølgende fratrådt sin stilling.

- Vi ser på hændelsen med den største alvor. Med fuld opbakning fra skolens bestyrelse anmeldte jeg samme dag den pågældende medarbejder til politiet for mistanke om blufærdighedskrænkelse ved beluring, skriver hun.

Rektor: Jeg er meget ked af det

Skolens rektor skriver videre at man ”med fuld opbakning fra skolens bestyrelse” besluttede at politianmelde manden d. 8. april for blufærdighedskrænkelse og beluring. 

- Jeg er meget ked af hændelsen. Niels Steensens Gymnasium er en skole, der prioriterer elevernes tryghed og privatliv højt, og vi tolererer ikke en sådan opførsel hos nogen. Jeg orienterede med det samme de berørte familier om episoden, og vi afventer resultatet af politiets efterforskning” skriver rektoren i e-mailen til forældrene.

Præsten, som hverken er sigtet eller tiltalt, men foreløbig kun politianmeldt, har ikke ønsket at udtale sig til Radio24syv, og heller ikke den katolske kirke i Danmark har ønsket at kommentere sagen.

TV 2 Lorry har ikke kunnet træffe Lise Baadsgaard Jepsen for en opfølgende kommentar.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik