Polske voldsmænd efterlyses verden over

De fem polakker, som er eftersøgt for at banke tre landsmænd sønder og sammen, bliver sandsynligvis efterlyst internationalt.

»Det næste, der sker, er, at vi går i retten og begærer en
fængslingskendelse på dem. Sådan en skal vi bruge for at få dem
efterlyst internationalt«, siger vicepolitiinspektør
Nordsjælland Flemming Poulsen til politiken.dk.
En kendelse kræver, at politiet kan dokumentere en begrundet
mistanke om, at de fem polakker står bag volden mod deres
landsmænd.
»Når vi har den, kan vi sende en retsanmodning til Polen med
henblik på at få de mistænkte polske statsborgere udleveret til
retsforfølgelse i Danmark«, siger Flemming Poulsen.
Politiet i Helsingør har ikke kunnet finde de fem polakker,
som skal afhøres i forbindelse med usædvanlig grov vold mod tre
landsmænd.
Til morgen blev politiet sikre i deres identifikation af de
fem, men de lader til at være over alle bjerge, ifølge
politiet.
»Til formiddag har vi været ude på relevante steder for at
anholde dem, men vi har ikke kunnet finde nogen af dem«, siger
vicepolitiinspektøren til politiken.dk.