00:27

Politijagt endte med dobbelt trafikdrab: Betjente handlede korrekt

En politijagt endte sidste år fatalt, da to kvinder blev kørt ned og dræbt i Valbyparken. Betjentene, der forfulgte biltyven, handlede korrekt, siger statsadvokat.

Betjentene handlede korrekt, da de jagtede en biltyv gennem Valbyparken den 22. juli sidste år.

Mindetavle ved stedet hvor to ældre kvinder blev dræbt af en flugtbilist fredag den 23.07 2016. Foto: TV 2 Lorry

Sådan lyder afgørelsen fra Statsadvokaten, der gik ind i sagen da to kvinder mistede livet i forbindelse med biljagten i København. Det skriver Ekstra Bladet.

Ulykken fandt sted efter to drenge på 13 og 15 år havde stålet en Skoda ved Vigerslev Allé i Københavns Sydhavn. En patruljevogn spottede den stjålne bil og satte efter den. 

Bag rattet sad en 13-årig dreng. Han kørte ind i Valbyparken, hvor han ramte to ældre veninder. Begge kvinder døde på stedet. 

Læs også Biljagt endte i Valbyparken: Flere påkørt undervejs

Som altid, når politiet er involveret i alvorlige ulykker, blev Den Uafhængige Politiklagemyndighed bedt om at efterforske sagen.

Det er på baggrund af deres efterforskning, at Statsadvokaten har afgjort, at de forfølgende betjente ikke var skyld i ulykken.

I stedet konkluderer Statsadvokaten, at der var en passende afstand mellem den eftersatte bil og politipatruljen. Derfor blev føreren af bilen ikke presset af politiet, skriver avisen. 

Læs også Tragedien i Valbyparken: Børn bag rattet i fatal biljagt

Eftersættelsen var kortvarig og oversigtsforholdene gode - men det ændrede sig

Betjentene, der kun havde få sekunder til at bedømme situationen, kunne ikke forudse, at den stjålne bil kort efter ville køre ind på stisystemet i parken, hvor oversigtsforholdene var mere vanskelige, skriver Statsadvokaten ifølge Ekstra Bladet.

Derfor pålægges føreren af den stjålne bil det fulde ansvar for ulykken. Da drengen kun var 13 år, kan han ikke straffes for uagtsomt manddrab.

Han blev efter anholdelsen overgivet til de sociale myndigheder.

Herunder kan du se TV 2 Lorrys interview med Vibeke Hviid, der er datter til en af de dræbte i Valbyparken.

03:29

TV 2 Lorrys interview med Vibeke Hviid, der er datter til en af de dræbte

Luk video