Politiet i en mandskabsvogn ved ungdomshuset på Dortheavej. Foto: Asger Ladefoged - Scanpix

Politiet gør klar til at trænge ind i det nye ungdomshus

Politiet har anholdt mellem fem og otte personer under gadeurolighederne på Nørrebro onsdag aften.

Københavns Politi er sent onsdag aften fortsat massivt til stede ved det nye ungdomshus på Dortheavej i Københavns Nordvestkvarter.

Det bekræftede ledende politiinspektør Peter Dahl og chefpolitiinspektør Jørgen Skov på en pressebrifeing Københavns Politigård tidligere på aftenen. 

- Vi er nødt til at finde ud af, hvem der er til stede. Derfor er vi nødt til at komme ind i huset, siger Peter Dahl.

Ifølge TV 2 er politiet i dialog med en talsmand for Ungdomshuset om at trænge ind i huset, ligesom man er til stede med en specialbygget unimog. 

Læs også Gadekampe på Nørrebro: Politiet opløste Ungdomshus-demo

Vi er nødt til at finde ud af, hvem der er til stede. Derfor er vi nødt til at komme ind i huset

Peter Dahl, ledende politiinspektør, Københavns Politi

- Vi er nødt til at komme ind

Politiet blev tidligere på aftenen mødt af kast med både flasker og sten på Dortheavej, men det har ikke fået politiet til at helme.  

- Vi er nødt til at finde ud af, hvem der er til stede. Derfor er vi nødt til at komme ind i huset, siger Peter Dahl.

Politiet vil gerne have fat på de personer, der har kastet med skyts efter politiet. 

Ifølge Steen A. Jørgenssen, der er reporter på Jyllands-Posten og som befinder sig på Dortheavej, har nogle betjente taget gasmasker på. Det kan tyde på, at politiet er klar til at bruge tåregas.

Politiet har kort før klokken 22 bedt alle forlade området.

– Det er politiet, jeg skal bede jer om at forlade stedet mod Nord, lyder ifølge Ritzau i megafon ved Dortheavej.

Flere demonstranter har ifølge Ekstra Bladet forladt det nye ungdomshus på Dortheavej, efter at politiet har fortalt, at de vil trænge ind. Men der er angiveligt stadig en gruppe derinde.

TV 2s reporter på stedet beretter, at flere demonstranter har råbt, at de gerne vil komme ud af huset. Det kan de også godt, så længe de lader sig registrere. Det er nødvendigt, fordi det var ulovligt fortsat at deltage i demonstrationen efter politiet havde ophævet den. 

Politiet vil være på arbejde mange timer endnu

På pressebriefingen lød det fra de to politiinspektører, at man ikke regner med at gå hjem foreløbig.

– Vi vil være på arbejde mange timer endnu. Vi har kaldt masser af mandskab ind. Vi vil aldrig sige hvor mange vi er, men vi er nok, siger Jørgen Skov. 

Hans kollega Peter Dahl slog fast, at det er de værste uroligheder i København længe. 

- Det er lang tid siden, at det har set sådan ud. 

Københavns Politi oplyser desuden på pressemødet, at man har anholdt mellem fem og otte personer, men at man endnu ikke har taget stilling hvor vidt de skal stilles for en dommer i Københavns Byret i løbet af torsdagen. 

Der er så vidt politiet er informeret ingen tilskadekomne under aftenens uroligheder, men en håndfuld butikker og banker på Nørrebrogade har fået smadret ruderne.